 |
|
|
 |
|
Nummerplader, en livslang interesse
Nummerpladenørden på besøg i Europas største nummerplademuseum i den lille landsby Großolbersdorf i Sachsen, i nærheden af Chemnitz, det tdl. Karl-Marx-Stadt
Nummerpladenørden på besøg i Europas største nummerplademuseum i den lille landsby Großolbersdorf i Sachsen, i nærheden af Chemnitz, det tdl. Karl-Marx-Stadt
Nummerpladenørden
Her har nummerpladenørden gjort en spændende observation - Odsherredsløbet 2008.
Aspistik
Så længe jeg overhovedet kan huske tilbage har nummerplader været en af mine allerstørste interesser. Jeg har oplevet en spændende periode i dansk nummerpladehistorie, lige fra de sidste år under eet-bogstav systemet i slutningen af 50'erne, indførelsen af det lokale 2-bogstav system i 1958, og dets afvikling i slutningen af 60'erne.
I min tidligste barndom vidste jeg naturligvis hvilke amtsbogstaver man havde de steder i Danmark, hvor jeg kom. H hjemme i St. Heddinge, C i Nykøbing Sjælland hvor vores nærmeste familie boede, O på Midfyn og Ærø hvor vi også havde familie og L på Lolland. Jeg blev jo også meget hurtigt efter 1958 fortrolig med de nye lokale bogstavkombinationer de vante steder, HH hjemme, CE i Nykøbing, OA på Østfyn, OH på Syd- og Midtfyn, OR på Ærø, LU på Vestlolland osv.
I 60'erne fik jeg lært mig samtlige lokale 2-bogstav kombinationer udenad, og jeg kan dem endnu udenad den dag i dag.
Læren om nummerplader hedder med et fint ord ASPISTIK. Det kommer af det latinske ord aspis, som betyder noget i retning af et skjold. Nummerplader i moderne forstand havde man jo ikke i oldtiden, men i nummerpladerforskerkredse er man blevet enige om at dette ord er noget af det nærmeste hvormed man kan betegne det at beskæftige sig med nummerplader på et seriøst videnskabeligt plan.
Hele min barndom var jeg meget bevidst om den kulturværdi der var i at bestemte bogstavkombinationer på nummerpladerne var knyttet til bestemte lokalområder i landet. Da myndighederne også blev opmærksomme på det, fór man til at ændre systemet til helt tilfældige intetsigende bogstavkombinationer. Oven i købet klør det ustandseligt i fingrene på dem for at ødelægge nummerpladerne, så der igen skal helt nye og endnu mere intetsigende numre til. For Danmark må for alt i verden ikke kunne mistænkes for at være en kulturnation. Desuden skal bilnummeret være 100% abstrakt, der må ikke være nogen del af nummeret man kan forbinde med noget fra virkelighedens verden, så dermed opnår man den fordel (!) at numrene bliver meget svære at huske.
Skiftende tiders nummerplader er en vigtig del af gadebilledet, og det er af stor betydning for et lands kulturelle identitet at disse kulturværdier bevares for eftertiden - også når de ikke længere er i brug på det køretøj de tilhørte. I alle typer af nummerplader har vi en enestående kulturarv, som det er værd at værne om.
Her er nogle links til sider om nummerplader:
Dem, der ødelægger nummerplader, er en skændsel for Danmark
Formålet med systematisk at lade uvedkommende rage alle afmeldte nummerplader til sig og ødelægge dem er at gøre Danmark til et afstumpet og kulturfattigt land og danskerne til et rodløst og fremmedgjort folk. Ved systematisk at ødelægge sin kulturarv øger man forråelsen af samfundet og opmuntrer til øget kriminalitet. Og politiet, som foregår tyveknægtene med et dårligt eksempel, har stor succes med den forråelse af samfundet som er en logisk følge af at destruere nummerplader.
Kriminelle som vil misbruge nummerplader, de vil altid kunne misbruge nummerplader, uanset hvor kulturfattigt samfundet er. Kulturel fattigdom er ingen garanti mod kriminelles misbrug af nummerplader. Tværtimod. Jo flere nummerplader myndighederne ødelægger, jo mere råt vil samfundet blive, og jo mere vil banditterne blive motiveret til at misbruge nummerplader. Og det er pinligt dobbeltmoralsk når politiet hykler at være "godt trætte af" at andre stjæler nummerplader.
At ødelægge nummerplader er en uforsvarlig og helt uacceptabel adfærd.
Den enkelte politibetjent skal nok sørge for at vaske sine hænder og kokettere med at han er "nødt til" at ødelægge vores fælles kulturarv. Hver gang han vanemæssigt forgriber sig på nummerplader belønner hans hjerne ham med stoffet dopamin. Han føle sig godt tilpas. Hen er beskyttet mod at skulle reflektere over konsekvenserne af sin adfærd. På overfladen er alt godt. Men det er for billigt at undskylde sig med at de "bare passer deres arbejde". Intet civiliseret samfund kan leve med at det skal være et job at ødelægge landets kulturarv.
Det er dybt problematisk for Danmark som retssamfund at det politi, der skal opklare forbrydelser og bekæmpe kriminalitet, er de samme som de drengerøve der voldtager danske kulturklenodier. Man burde jo kunne have fuld tillid til politiet. Men man kan umuligt have tillid til nogen der ødelægger så betydelige værdier. På den måde opstår den uholdbare situation, at de danske myndigheder antager karakter af at være Danmarks fjende.
Der er næppe heller nogen tvivl om at udsigten til at give den galopperende ødelæggelse af den danske kulturarv endnu en tand - og de dødsens farlige politidrengerøve endnu en (dårlig) undskyldning for at begå hjemmerøveri - har været en væsentlig del af drivkraften bag indførelsen af det periodiske syn.De historieløse Rambo-drengerøve, der bliver sendt ud for at voldtage mindre ressourcestærke medborgeres nummerplader, de skal ikke forherliges og betragtes som en slags "ordensmagt", de skal betragtes som de usle vandaler de er.
Vore dages myndigheder er værdige arvtagere til Niels Heidenreich, den usle tyv som efter at have "inddraget" Guldhornene lod dem gå til "genbrug" på den "genbrugsstation" han havde indrettet hjemme i sit køkken.
Og så er de oven i købet så frække at "efterlyse" de værdier det ikke er lykkedes dem at ødelægge! Hvor lavt kan man synke? Og nu hvor politiet kan scanne nummerplader under kørslen, så har de så meget desto mindre en dårlig undskyldning for at stjæle nummerplader. Men kender man de onde og demonstrativt ubehjælpsomme politigangstere ret, så vil de nok snarere misbruge situationen til så at sige at pisse deres territorium af og begå øget terror mod deres land og dets kulturarv.
Man må spørge selv hvad det er for en type mennesker som hader deres land og dets kultur så meget, at de vælger et job, hvor de ved at de vil blive programmeret til at forvolde så betydelig skade. De kan kun slippe afsted med deres gale streger, fordi de ved at alle de jubelnaive og lalleglade danskere - ikke mindst pressekvæget - er ved at falde over deres egne ben af iver efter at komme til at pylre om dem og slikke dem i røven i den anledning.
Men tænk hvis de var genstand for adfærdsregulerende afgifter. Tænk hvis synderne skulle betale tusindvis af kroner i gebyr hver gang den absurde trang til at voldtage og ødelægge en nummerplade skulle omsættes i adfærd. Så skulle de nok hurtigt få lært at ændre adfærd!
Der er behov for en udslusningsordning for statens drengerøve, ligesom for rockere, så de kan blive sluset væk fra deres destruktive miljø, og lære at blive gode samfundsborgere, der værner om værdierne i stedet for at ødelægge dem.
Danskerne har fået lært ikke at ryge indendørs på nogen offentlige steder. De har lært at bruge cykelhjælm. De har lært at tage afstand fra spritkørsel. De har lært at sige »nydanskere«. De har lært at homosexuelle skal kunne vies på fuldstændig lige fod med mere traditionelle ægtepar. De er ved at få lært ikke at smide affald fra sig på gaden. Så må de også lære, at det bare ikke er i orden at staten har ansat langfingrede og useriøse drengerøve til at stjæle og ødelægge kulturarven.
Slamberterne som forgriber sig på kulturarven skal mærke at de er genstand for danskernes dybeste mistillid. De skal ikke et øjeblik være i tvivl om at de er pariaer i det danske samfund. Og så er det er spørgsmål om de i det lange løb kan leve med den uholdbare situation. Og selvom de koketterer nok så meget med at de er helt udenfor pædagogisk rækkevidde, så viser erfaringen at selv de ondeste magthavere kan presses til at ændre adfærd. Det så vi jo da Berlinmuren faldt. I sommeren 1989 var Erich Honecker ligeså kæphøj og storskrydende som de samvittighedsløse danske slamberter, der praler med hvordan de plyndrer biler og voldtager kulturarven... Når et forhold i samfundet kommer helt ud i det absurde, så er det ikke - som nogen tilsyneladende tror - en naturlov. Man skal ikke stikke hovedet i busken, og "tænke på de små børn nede i Afrika" og bare lade stå til. Da det svenske samfund blev så absurd at en del kunstnere fik en trækprocent på over 100 - de skulle betale mere i skat end de tjente - så satte Astrid Lindgren sig til modværge, og det lykkedes hende at få bragt regeringen Palme og dens storskrydende finansminister Gunnar Sträng til fald. Man kan hvis tilstrækkelig meget vilje er til stede.
En af de alvorligste årsager til problemer er at alt for mange danskere er blevet manipuleret til at nære en totalt blind tillid til ambitiøse myndigheder med begrænset dømmekraft.
Og politiets synderegister begrænser sig ikke kun til ødelæggelse af kulturarven. De kan også programmeres til at begå endog meget alvorlige racistiske forbrydelser. Hunden Thor var i yderste livsfare, og hans liv blev kun reddet fordi en snarrådig betjent trådte i karakter, blæste på al slibrig politisk korrekthed og evakuerede ham, og reddede ham således fra at blive myrdet af det racistiske Systemdanmarks klamme marionetter. Men desværre har politiets terror kostet hundredevis af andre liv. Hvad angår det politigangsternes terror mod hundene, så er der heldigvis kommet mange protester. Det viser at danskerne på dette område ikke kun er en flok lalleglade jubeltosser, der svømmer hen i rørelse over at loven for enhver pris skal opfyldes til punkt og prikke, men som forstår at sige fra når statsterroren overskrider smertegrænsen.
Det danske politi er kun tomme hylstre der kan programmeres til hvad som helst. Både godt og ondt. Man kan derfor ikke tillade sig at pylre om politiet før man har foretaget en meget grundig vurdering af risikoen.
De danske emaljeplader
Oprindelig var de danske nummerplader håndmalede, indtil 1921 'hjemmelavede' og fra 1921 til 30 malet af officielle nummerplademalere rundt omkring i landet. Men fra 1930 til 76 var de danske nummerplade karakteristiske med deres udførelse i emalje. Ravnholm Emaljeværk i København var kendt for sine dekorative reklameskilte i emajle, som gennem årtier prydede det danske gadebillede.
En dag fandt værkets skiltemaler på for sjov at lave en nummerplade til sin lille søns trædebil i samme teknik som de karakteristiske emaljeskilte. Det gav værkets ejer H. Kiellerup en idé: hvorfor ikke også fremstille rigtige nummerplader i emalje? Han søgte justitsministeriet og fik leverancen af danske nummerplader i mange år fremover. Hidtil havde man haft politistempel under bogstavet, men emaljeoverfladen er uimodtagelig overfor stempler, så man fortsatte traditionen med bogstavet hævet på linien, men i stedet fik man den karakteristiske behandskede "politihånd" med øjet under bogstavet. I 1950 og 58 fik man nyt design, men Ravnholm Emaljeværk stod fortsat for leveringen.
Da det var blevet besluttet at man i 1976 skulle have helt nyt design i nummerplader, reflekterende aluminiumsplader med Naur Klints skrifttype, forberedte man sig på Ravnholm Emaljeværk på den nye teknik, så man også fremover kunne være leveringsdygtig i nummerplader. Med sådan skulle det ikke komme til at gå.
I efteråret 1975 blev Ravnholm Emaljeværk likvideret af ejeren Schous Fabrikker. Herefter blev den resterende emalje samt skabeloner til bogstaver og tal sendt til Komfurfabrikken Jenni i Vr. Aaby på Sydfyn, som således kom til at afslutte en epoke i dansk nummerpladehistorie.
Firmaet Stig Ravn i Karise kom så til at stå for fremstillingen af nummerplader i det nye design.
Centraliseringen af Danmark
De danske kredse blev centraliseret etapevis over et par år fra 1.4.1966 til 1.1.1969 i følgende etaper:
1. ombæring, København og Hillerød politikredse: 1.4.1966: København (incl. omegnskredsene), Hillerød. 1.10.1966: Helsinge.
2. ombæring, nogle fynske og jyske kredse: 1.12.1966: Svendborg, Kerteminde, Bogense, Kolding, Odder, Hobro, Aalborg, Nørresundby, Holstebro. 1.1.1967: Odense (incl. Odense herred), Horsens, Århus (incl. omegnskredsene), Randers, Viborg.
3. ombæring, alle øvrige kredse på øerne: 1.10.1967: Køge, Haslev, Frederikssund, Frederiksværk, Skælskør, Korsør, St. Heddinge, Præstø, Vordingborg, Stege, Bornholm, Nykøbing Falster, Saxkøbing, Nysted, Rødby, Maribo, Nakskov, Langeland, Ærø. 1.1.1968: Roskilde, Helsingør, Hørsholm, Holbæk, Nykøbing Sj, Kalundborg (incl. Samsø), Slagelse (incl. Høng), Sorø, Ringsted, Næstved, Nyborg, Faaborg, Assens, Middelfart.
4. ombæring, alle øvrige jyske kredse: 1.10.1968: Silkeborg, Skanderborg, Grenaa, Æbeltoft, Nibe, Løgstør, Sæby, Dronninglund, Frederikshavn, Skagen, Nykøbing Mors, Ringkøbing, Skjern, Varde, Grindsted, Ribe, Holsted, Toftlund, Aabenraa. 1.1.1969: Fredericia, Vejle, Hammel, Hadsund, Hjørring, Brønderslev (incl. Pandrup), Thisted, Hurup, Skive, Herning, Lemvig, Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Graasten, Tønder.
Alle kredsene fulgte jeg i datidens numre af FDM's blad Motor, som løbende bragte lister over hvordan centraliseringen skred frem, undtagen Helsinge. Jeg havde flere oplevelser i sommeren 1967, hvor det meste af Sjælland endnu blev registreret lokalt, som viste at Helsinge var blevet centraliseret.
Jeg læste en artikel i et ugeblad om Grethe Sønck og Volmer Sørensen, som boede i Raageleje i Helsinge kreds på Sjællands nordligste kyst, og de havde hver sin bil, begge med tidligt centraliserede numre. Og Cirkus Beneweis var i byen, og de havde også en del lastbiler med helt nye centralregistrerede numre. De har hjemme i Dronningmølle i Helsinge kreds, og store virksomheder med en stor vognpark, hvis aktivitet er meget sæsonbestemt, bliver i det absurde Danmark motiveret til at lade en masse bilnumre gå til spilde hvert eneste efterår, for så at lade helt nye og totalt intetsigende numre dukke op i stedet om foråret, når sæsonen starter op igen. I udlandet ville man kunne klare det problem betydelig mere elegant og rationelt - i Tyskland har man eksempelvis nu sæsonnummerpladerne, som bilerne beholder kontinuerligt, men som kun er gyldige i et nærmere angivet antal af årets måneder. Men Danmark skal absolut være et demonstrativt ubehjælpsomt land.
Jeg troede derfor i mange år at centraliseringen af Hillerød gjaldt begge politikredsens regisreringsområder, Hillerød og Helsinge. Men bekendtgørelser lagt ud på nettet i de senere år har vist at Helsinge kreds blev centraliseret for sig selv et halvt år efter København og Hillerød.
Nummerpladetræf
Flere gange om året afholder den tyske samlerklub AKS nummerpladetræf. I 2011 var jeg for første gang til træf i Großolbersdorf http://www.nummernschildmuseum.de/ ,
og her traf jeg to af mine samlervenner, Frank König...
...og Reiko Pflug som bor i Thüringen.
Sverige
I løbet af 60'erne blev jeg også fortrolig med de svenske, norske og tyske nummerpladesystemer. Läns- og fylkesbogstaverne i Sverige og Norge, der fungerede omtrent som de danske amtsbogstaver i eet-bogstav systemet.
De svenske länsbogstaver starter med A i Stockholm og går, efter et smut nordpå til Uppland, sydpå langs østkysten, vender i Skåne, og fortsætter nordpå langs vestkysten, derefter ind gennem Svealand omkring de store søer, op langs den Bottniske Bugt, for at ende med Z i Jämtland. De to nordligste län har 2-bogstav kombinationer, AC og BD.
Det kunne se ud som om man havde startet fra en ende af, uden på forhånd at have sammenholdt de af alfabetets bogstaver som man ville bruge med antallet af län i Sverige, og så opdaget at alfabetet uventet slap op for tidligt, og derfor greb til denne nødløsning. Men sådan hænger det naturligvis ikke sammen. Jeg har derfor en teori om at man helt oprindelig havde tildelt de to nordligste län ikke internationale bogstaver, eksempelvis Ä og Ö, men så fortrød undervejs. AC og BD figurerer allerede på de allertidligste lister over svenske länsbogstaver fra 1906, så hvis denne teori er rigtig, må man have fravalgt de ikke internationale bogstaver allerede inden nummerpladerne blev taget i brug i Sverige.
Et gammelt kort over länsbogstaverne i Hvem-Hvad-Hvor har Æ og Ø (ganske vist dansk Æ og Ø) som länsbogstaver for Sveriges to nordligste län, og underbygger derfor denne teori.
Småland udgør tre län, Jönköpings län mod nordvest, Kronobergs län mod sydvest og Kalmar län mod øst. Der er en bestemt kirkelig retning som er den dominerende i hvert af de tre län, og tilfældigvis svarer begyndelsesbogstavet i hver af de tre kirkelige retninger til länsbogstaverne på nummerpladerne. I Jönköpings län er det den Frikirkelige retning, i Kronobergs län den Gammelkirkelige retning, og i Kalmar län den Højkirkelige retning.
En anden remse, som de svenske skolebørn lærte udenad for at kunne huske navnene på de fire store elve som løber fra Småland, gennem Halland og ud i Kattegat, var at sige sætningen: »Ni ska laga, vi ska äta« (I skal lave mad, vi skal spise). Nissan (ligesom et japansk bilmærke), Lagan, Viskan og Ätran.
Tyskland
Jeg har også meget langt tilbage i tiden vidst at bilerne i Hamburg havde HH på nummerpladen, ligesom hjemme i St. Heddinge, men der gik nogle år før jeg blev klar over systemet i de tyske kredsbogstaver, og at HH står for Hansestadt Hamburg.
Det var første gang jeg var ned gennem Tyskland, og jeg så bogstaverne PLÖ på bilerne i Plön i Holstensk Schweiz at jeg blev klar over systemet. Så var det ikke svært at sammenholde disse bogstaver med bynavnet.
Og efterhånden når vi var på ferietur i Tyskland opdagede jeg hurtigt, dels at kredsnavnet stod under bynavnet på byskiltet når man kørte ind i en by, så ved at sammenholde kredsnavnet med de bogstaver der stod på de lokale nummerplader havde man de lokale kredsbogstaver. Og dels at der på tyske nummerplader var små mærkater med kredsnavnet og våbenskjoldet, så hver gang man så en tysk bil med ukendte kredsbogstaver parkeret kunne man få afkodet dem ved at aflæse teksten på mærkatet.
Motala Motormuseum
Her studerer jeg Motala Motormuseums interessante nummerpladesamling. Motala Motormuseum i Östergötland er nok det nummerpladehistorisk mest interessante sted i Sverige jeg har været.
http://www.motala-motormuseum.se/
På museet ligger bilkalendere med registreringslister. I Sverige udgav man så sent som omkring 1960 lister over hvem hvert enkelt bilnummer tilhørte. Listerne er opdelt i kategorier, da flere forskellige kategorier af køretøjer havde hver deres paralelle serier, så det samme enslydende nummer kunne forekomme samtidig på flere forskellige køretøjer. De allerlaveste numre tilhørte tilsyneladende fortrinsvis 'store kanoner'. Ifølge bilkalenderen for Östergötland fra 1955 tilhørte E1 Länsstyrelsen, E2 tilhørte friherre Hamilton på Linköping Slot, mens E3 tilhørte biskop T. Ysander i Linköping.
Museet har i sin samling også forfatteren og Nobelprismodtageren Verner von Heidenstams Pontiac fra 1929 med det lave Östergötlandsnummer E96, og revymanden Kar de Mummas Rolls Royce fra 1951 med det fine Stockholmsnummer AA7070.
»Blaue Mauritius« (tilfældet Stade)
Indenfor enhvert samlerområde - det være sig filateli (frimærker), numismatik (mønter) eller aspistik (nummerplader) - er der det som tyskerne kalder en »Blaue Mauritius« efter et meget sjældent blåt frimærke fra øen Mauritius i det Indiske Ocean, dvs. noget som man ved findes, men kun i ganske få eksemplarer, og som derfor er ekstremt eftertragtet blandt samlere. En spændende oplevelse i den forbindelse havde denne tyske samlerkollega for et par år siden.
http://www.kennzeichenwelt.de/index.php?page=home
Da man indførte det nuværende tyske system i 1956 havde Stade kreds ved Elbens nedre løb først fået tildelt kredsbogstaverne SD, men de vakte uvilje som 'nazikombination', da man associerede dem med Sicherheitsdienst fra nazitiden. Det blev derfor i sidste øjeblik ændret til ST. Men heller ikke ST skulle blive de endelige kredsbogstaver for Stade, idet forbundsmyndighederne i Bonn vedtog at ST skulle være reservetet Stettin i Polen i tilfælde af en genforening af hele det oprindelige Tyskland. Efter knapt en måned fik Stade derfor sine endelige kredsbogstaver STD.
Der nåede at blive udstedt ca. 630 ST-numre i Stade, og man begyndte derefter ikke med STD-A 1, men fortsatte med STD-A 630, idet ST og STD teknisk set regnedes for een og samme kombination. Stade er således i samme situation som Bornholm, hvor I og J teknisk set regnedes for eet og samme bogstav. Det sidste gamle ST-nummer fra Stade blev afmeldt i 1975, og derefter blev ST i stedet taget i brug i Steinfurt kreds i Westfalen, der var opstået ved sammenlægning af et par mindre kredse.
En tysk samler havde længe været på jagt efter en gammel ST-nummerplade fra Stade til samlingen. Han tog kontakt til lokale aviser i Stade i håb om at der skulle gemme sig en gammel ST-nummerplade i en eller anden garage eller lade. Men forgæves.
Men pludselig blev han ringet op af en ven der var til Techno Classico i Essen, og havde set en Steyer fra 20'erne med nummerpladerne ST-A 146. Jeg har set selve NUMMERPLADEN, som du søger, sagde han, og han sendte billeder af nummerpladerne via mobiltelefonen. Pladernes bundfarve var ikke hvid, nærmere brun, da de var helt dækket af små rustpletter. Bemærk også at bindestregen mellem kredsbogstaverne og seriebogstavet er anbragt meget højt, som det var skik på tidlige tyske nummerplader En kontaktperson, der var blevet tilbage på messen, skulle forsøge at købe nummerpladerne, men en afventen på hans opringning gav ikke noget resultat. Derfor ilede samleren selv næste dag til Essen, men kun for at erfare at bilen var blevet solgt til en østriger, som allerede var taget af sted.
Imidlertid var de sjældne nummerplader også blevet observeret af en anden samler, og de to samlere blev enige om at dele sættet med en til hver, hvis det skulle lykkes af erhverve dem. Om nødvendigt havde man været parat til at købe bilen, afmontere nummerpladerne, og derefter sætte bilen til salg igen. Men efter et par uger på pinebænken kom der besked fra arrangøren af messen om at østrigeren havde indvilget i at sælge de sjældne nummerplader til de to lykkelige samlere.
Mysteriet om TH løst
En ligeså spændende oplevelse havde jeg selv kort efter. TH havde været tildelt Viborg som anden bogstavkombination efter TE. Og de anden eller tredie kombinationer, der ikke nåede at blive anvendt lokalt, blev normalt anvendt under centralregistreringen, efterhånden som man nåede frem til dem i alfabetet. Derfor fulgte jeg nøje med i de gule anhængernumre, der som de første tog nye bogstavkombinationer i brug, hvilke nye bogstavkombinationer der blev anvendt, og hvilke der blev sprunget over. TH blev sprunget over, hvorimod UJ, XJ og YJ (anden kombination i hhv. Aalborg, Hasle herred og Kolding) blev anvendt. Disse tre kredse nåede altså kun hver een bogstavkombination. Men beregninger viste efterhånden at man knapt nåede at bruge alle TE numre i Viborg i den alm. bilserie. Hvorfor blev TH så alligevel sprunget over i centralregistreringen? Var TH blevet anvendt i Viborg i en anden serie end bilserien?
Men da jeg på Herning stumpemarked fandt denne grønne Viborg-traktorplade, blev TH's eksistens afklaret. Viborg skrev således historie som den eneste danske kreds, hvor ikke de almindelige personbiler, men traktorerne udløste den ekstra bogstavkombination.
»Blaue Mauritius« blandt danske nummerplader må være TH og PV. TH fordi den kun nåede at blive udstedt på grønne traktornummerplader i et antal af lige knapt 1000. Og PV (Pandrup) fordi Pandrup kreds nord for Limfjorden dels var en meget lille udpræget landkreds, og dels blev nedlagt efter knapt et år, og lagt ind under Brønderslev. Der nåede formentlig kun at blive udstedt ganske få hundrede numre med PV i alt. Tre PV-numre vides at køre endnu, PV 20.000 (Opel Rekord fra 1962), PV 20.004 (Ford A fra 1930) og PV70001 (Massey-Ferguson traktor). Ingen nummerpladeforskere har nogen sinde set de to bilnumre i virkeligheden - de kendes kun fra elektroniske opslagstjenester ang. syn - men et billede af traktoren er tilgængeligt på nettet.
Mysteriet om ZB også løst
Nu synes et andet stort mysterium også at have fundet sin løsning. Hidtil har de to største mysterier i dansk nummerpladehistorie været:
1. Hvorfor fik den mellemstore Varde kreds i 1958 tildelt to bogstavkombinationer, ZA og ZB, når en lang række langt større kredse måtte klare sig med een?
2. Hvorfor blev ZB så sprunget over i centralregistreringen, når den ikke nåede at anvendes lokalt?
På et tidspunkt udviklede jeg en teori om at Esbjerg ligesom Roskilde uventet fik brug for en ekstra kombination, og at Esbjerg anvendte den til Varde planlagte ZB, ligesom Roskilde anvendte den til Søndre Birk planlagte AT. Men denne teori viste sig et være et falsk spor. Det er dokumenteret at der aldrig har været køretøjer indregistreret med bogstaverne ZB her i landet.
Grindsted blev udskilt fra Kolding kreds i 1962 som selvstændig kreds med kredsbogstaverne ZD, og samtidig blev den overført fra Kolding til Varde politikreds. Men nu viser det sig at det allerede i 1956 blev besluttet at Grindsted på et eller andet tidspunkt skulle henføres fra Kolding til Varde politikreds. Men i 1958 var det endnu ikke besluttet om Grindsted skulle udgøre selvstændigt registreringsområde under Varde politikreds, eller om Varde og Grindsted engang i fremtiden skulle udgøre eet fælles registreringsområde. Derfor forberedte man sig i 1958 på det sidste, og i så fald ville Varde kreds blive stor nok til to bogstavkombinationer.
Og nu er der observeret en række grønne traktorplader fra Varde kreds med numre i serien ZA77100-77999, med ZA77116 som det laveste og ZA77959 som det højeste, alle indregistreret i årene 1965 og frem til centraliseringen i 1968. Busser gule plader havde i Varde serien fra ZA 77.000, og busser sorte plader havde serien fra ZA 78.000. Denne traktorserie har derfor ikke været den oprindelige, da den er 'klemt inde' mellem to busserier. Man har haft en anden traktorserie oprindelig (de seneste observationer viser traktorserien ZA76000-76999), og da den blev brugt op udskilte man en ny traktorserie fra busserien. Den nye serie var også meget tæt på at blive brugt op (højst 40 numre tilbage), og måske har man bestilt en ny traktorserie med numre fra ZB76000, og måske allerede haft grønne ZB-traktorplader liggende klar på lager. Dette kan så være grunden til at ZB blev 'spærret' under centralregistreringen.
Så nu har vi en til vished grænsende sandsynlig forklaring på disse to spørgsmål.
Grænseplader
Grænseplader i forb.m. import af køretøjer blev indført i Danmark i 1910 med bogstaverne GR (til alle udenlandske køretøjer der kørte ind i Danmark), fra 1913 med bogstavet G (herefter kun til køretøjer hvis udenlandske nummerplader ikke opfyldte de internationale konventioner for kørsel i Danmark).
Fra 1921 havde man den type grænseplader til import og eksport som blev anvendt i over 40 år. Rødt amtsbogstav omgivet af en smal hvid kant. Efterhånden blev grænseplader kun udstedt i København og derfor med bogstavet K. Denne type blev anvendt også efter 1958, nu med lidt tyndere stregtykkelse, tusindadskiller ved foden af tallene og skinner på bagsiden af pladen (ligesom erstatningsplader fra efter 1958 til eet-bogstav numre). Grænseplader havde i København serien K 142.000-148.999.
Først i 1963 indførtes grænseplader med røde felter med DK og udløbsåret.
I 1976 fik grænseplader det nye design, men fra ca. 1985 fik grænseplader 5 cifre i stedet for 4, og herefter flyttedes både DK og udløbsåret over i samme røde felt.
Der er bevaret ret mange grænseplader. Ifølge sagens natur havnede mange grænseplader i udlandet, så på den måde blev de evakueret i sikkerhed udenfor de danske slamberters rækkevidde.
Samme enslydende nummer
I det gamle lokale svenske system blev numrene i hvert län udgivet i flere paralelle serier til forskellige kategorier af køretøjer, busser, lastbiler, motorcykler osv. Det var således nødvendigt at nævne køretøjskategorien hvis man skulle angive et svensk nummer entydigt.
Et lignende system har man den dag idag i Schweiz. Her har biler, traktorer og motorcykler hver deres paralelle serier.
Der forekommer også enkelte tilfælde i Danmark, men her er det utilsigtet. Denne gamle Folkevogn, kaldet »Sorte«, blev indregistreret i Nordborg på Als i 1957 med Sønderborg-nummeret Æ 151. Den kører endnu med de originale 50'er nummerplader med det originale nummer. Men samtidig kører der en Harley Davidson motorcykel med det samme nummer som historisk nummer. Det må være gået til på følgende måde:
I systemet er de gamle originale eet-bogstav numre normalt opført med foranstillede nuller, dvs. at Æ 151 er opført som Æ000151, mens historiske numre er opført uden foranstillede nuller. Da motorcykelejeren ansøgte om Æ 151 som historisk nummer er det blevet bevilget, fordi systemet havde nummeret Æ000151 stående, men ikke Æ151, og så har systemet opfattet dette nummer som ledigt.
Her er et eksempel på samme enslydende svenske nummer på to forskellige kategorier af køretøjer.
Älvsborg-nummeret P276, på hhv. en Chevrolet bus, som står på Buss- och Spårvagnsmuseet Vagnorama i Malmköping,
...og på en Husqvarna motorcykel, som står på Eds Motorcykelmuseum i Dalsland.
Begge er i tidens typiske svenske design med vaffelmønstret overflade med flade pånittede bogstaver og tal.
Bemærk H-skiltene i baggrunden. Disse skilte hang overalt langs de svenske veje fra 3.9.1967 og et stykke tid frem for at minde svenskerne om at holde til højre.
Det danske hologram
De nye danske EU-nummerplader har langs det blå felt et gyseligt hologram, som dels stjæler unødig meget plads på pladen, dels distraherer overblikket, og dels er et meget uæstetisk element på nummerpladen. Udsmykningen på hologrammet er skiftevis en globus og bogstaverne OK. Symbolikken i det er noget uklar. Hvad betyder globussen? Og hvorfor står der OK og ikke DK? Måske skal bogstaverne OK garantere at pladen er okay, og så satser man på at eventuelle falsknere ikke kan stave til OK. Eller måske er det benzinselskabet OK der har købt lidt reklameplads på nummerpladerne .
Og nu har Holger K. Nielsen modsat sig at man som et alternativ til EU-stjernerne skal kunne vælge Dannebrog på nummerpladerne. For ham er det nemlig "praktisk" at man i udlandet har svært ved at identificere et lands nummerplader. Til det formål er de anonyme stjerner fremfor landets nationalflag og de små svært læsbare nationalitetsbogstaver nemlig hensigtsmæssige!!! Han tror også at 85% "vælger" EU-plader, fordi han ikke ved at man som udgangspunkt får dem, og aktivt skal vælge dem fra, hvis man ikke vil have dem.
Hvis man absolut skal have hologram på nummerpladerne kunne man i det mindste have valgt en betydelig mere æstetisk løsning som i Polen, hvor hologrammet er en lille firkant imellem de lokale kendingsbogstaver og serienummeret.
Svenske nummerpladematerialer
De gamle lokale svenske nummerplader, som blev anvendt frem til 1972, skulle ejerne selv fremstille eller lade fremstille. Typografien var (omtrent) den samme siden 1924, men materialerne og udførelsen kunne variere meget.
Frem til 50'erne var plader af støbejern med vaffelmønstret overflade og flade pånittede bogstaver og tal det almindeligste.
I 60'erne var plader af blik eller plastic med pånittede bogstaver og tal med dæmningsprofil meget udbredt.
Og i de sidste år var plasticplader med nummeret trykt på det almindeligste.
Men mange andre udførelser kunne forekomme. Bl. a. små plasticbrikker med hver et bogstav eller tal påtrykt, og samlet af en metalramme. Der var også en vis udbredelse for (som regel hvælvede) emaljeplader. Man havde også metal- eller plasticplader med skriften formpresset ind i pladen.
Men undertiden kunne man se svenske nummerplader i en meget speciel udførelse. På Teknisk Museum i Malmö står en Chrysler fra 1930, hvor nummerpladen består af små brikker, hvor hvert bogstav eller tal er udstanset som huller. Når pladen så ses på en sort baggrund fremtræder skriften som sort.
...og på bus- og sporvognsmuseet Vagnorama i Malmköping i Södermanland står en Scania-Vabis TG 1940 trolleybus fra Göteborgs Sporveje, hvor nummerpladen er af matglas. Bogstavet og tallene er limet på, og der har bag glasset været lys, som tændte sammen med bussens normale lygter.
...og formater
De svenske nummerplader kunne forlænges til siden eller opad udover den del der indeholdt det officielle nummer, forlængelsen var adskilt fra den officielle del af pladen med en streg. På den måde kunne man tilføje en tekst el. lign. Alle de svenske Folkevognsbobler jeg kan huske fra 60'erne havde nummerplade i dette format bagpå, med en forlængelse af pladen der blev smallere opadtil og sad lige under nummerpladelygten. Her var nationalitetsbogstavet så anbragt i en oval indramning. Sverige har således lange traditioner for at S står på selve nummerpladen, men det er unægteligt noget tydeligere på disse gamle end på de moderne EU-plader.
...og her er en emaljeplade med tekst og svenske flag. Den er fra Älvsborgs län (länsbogstav P) som omfatter det sydlige Västergötland samt Dalsland.
Det mest almindelige design lige fra 30'erne til 50'erne var disse vaffelmønstrede aluminiumsplader med flade pånittede bogstaver og tal - her et fint lavt Stockholmsnummer, også sammenbygget med et meget stort S-skilt.
Norske nummerplader med tekst
Også de gamle norske eet-bogstav nummerplader kunne for visse kategorier af køretøjers vedkommende have undertekst. Men her var det en del af den officielle registrering. Her er en turistbus (TURVOGN) med et nummer fra Romerike med byen Lillestrøm, Akershus fylke, nord for Oslo, observeret til stumpemarked i Herning 2010.
Andre eksempler på køretøjer med undertekst på nummerpladen var DROSJE (taxi/droske) og SYKEBIL (ambulance).
og det nye svenske system
I sommeren 1972 var jeg flere gange i Sverige (Skåne, Göteborg og Bohuslän), da så jeg udelukkende de gamle lokale nummerplader i trafikken, og da havde jeg ingen anelse om at de sang på sidste vers. De første nye 3-bogstav nummerplader så jeg på reklamefotos i efteråret 1972. Disse prototyper af nye svenske nummerplader havde bestemte bogstavkombinationer (MLB). Ingen svenske nummerpladeforskere som jeg har været i kontakt med ved hvad disse bogstaver står for. Om det var en eller andens initialer, eller det bare var en tilfældig valgt bogstavkombination passende langt nede i alfabetet.
I foråret 1973 var jeg flere gange i Malmö i forbindelse med mit arbejde, og da var de nye 3-bogstav nummerplader så småt begyndt at dukke op i trafikken. De gamle lokale M-nummerplader var dog endnu langt i overtal. Senere om sommeren og efteråret 1973 var jeg igen flere gange i Sverige (Skåne og Småland), og da var de nye nummerplader blevet mere talrige.
Om foråret 1974 var jeg i Bohuslän, og jeg havde ventet at de gamle lokale nummerplader ville få lov til at blive afviklet ved naturlig afgang, og derfor ville kunne ses i trafikken endnu mange år fremover. Men jeg havde ikke kørt mange km fra færgen i Hälsingborg, før jeg blev klar over at nu så man udelukkende de nye 3-bogstav nummerplader.
Det farvede kontrolmærkat, som skulle udskiftes hvert år, blev indført 1974, men afskaffet igen 2010. På kvadratiske plader var det anbragt på øverste linie til venstre for bogstaverne, og hele nummeret var højrejusteret på pladen. Nu udstedes der heller ikke længere kvadratiske plader i Sverige - køretøjer der er designet til kvadratiske plader får i stedet små korte plader i USA-format, som blev indført i 1995.
De tyske kredsbogstaver
Da det nuværende tyske system blev taget i brug i 1956 fik hver by eller kreds tildelt 1, 2 eller 3 kendingsbogstaver efter princippet jo større by jo færre bogstaver. De største byer har fortrinsvis kun eet bogstav (B=Berlin, M=München, N=Nürnberg, S=Stuttgart, K=Köln, D=Düsseldorf, E=Essen, F=Frankfurt am Main osv.) Det har dog ikke kunnet gennemføres 100% konsekvent. De store hansestæder skulle have et ekstra H før den egentlige byforkortelse, så Tysklands næststørste by Hamburg har således HH.
Også efter genforeningen måtte en del temmelig store østtyske byer op på hele 3 bogstaver, især med begyndelsesbogstaverne H og S, som er de mest udbredte begyndelsesbogstaver i tyske bynavne, da alle andre mulige 2-bogstav kombinationer i forvejen var optaget af vesttyske byer. Således har de fire store hansestæder ved Østersøen alle 3 bogstaver (HWI=Wismar, HRO=Rostock, HST=Stralsund og HGW=Greifswald). Også flere andre store byer måtte op på 3 bogstaver, HAL=Halle a. d. Saale og SHL=Suhl.
Kun i eet enkelt tilfælde måtte en vesttysk kreds afgive sit kredsbogstav til øst, den lille landkreds Lahn-Dill-Kreis i Hessen måtte afgive bogstavet L til Leipzig (Lahn-Dill-Kreis fik så til gengæld LDK).
Men hensyn til 3-bogstav kombinationer, så bestræbte man sig på i vid udstrækning at anvende kombinationer der kunne udtales - og dermed var lettere at huske - fremfor måske mere logiske kombinationer. Eksempelvis fik den kendte vintersportsby i de bayerske Alper Garmisch-Partenkirchen GAP i stedet for GPA, Hilpoltstein HIP i stedet for HPS, Marktredwitz MAK i stedet for MRW, Marktheidenfeld MAR i stedet for MHF og Vilshofen VOF i stedet for VHO.
Men man bestræbte sig på at anvende kombinationer hvor bogstaverne forekom i samme rækkefølge som i navnet. Kun i eet enkelt tilfælde gik det galt. Det var Waldmünchen i Bayern som fik WÜM i stedet for WMÜ.
Ingen vesttyske kredsbyer begynder med Q, og dette bogstav fandtes før genforeningen ikke i det tyske nummerpladealfabet. Men i DDR var der to kredsbyer med Q, Quedlinburg og Querfurt. I første omgang havde man haft planer om at undgå Q, og undtagelsesvis ikke have begyndelsesbogstavet i navnet som kredsbogstav, og give disse to kredse hhv. EDL og FUR. Med heldigvis besindede man sig og designede et Q, så disse to kredse fik QLB og QFT.
Det har også været et gennemgående princip at to kombinationer, hvor den eneste forskel var vokal med og uden omlyd, ikke kunne forekomme. GÖ (Göttingen) udelukkede således brug af GO, og KO (Koblenz) udelukkede brug af KÖ. Men det princip fraveg man i eet enkelt tilfælde. BO har altid været anvendt i Bochum i Nordrhein-Westfalen, men Bördekreis i Sachsen-Anhalt, der blev dannet ved sammenlægning nogle år efter genforeningen, fik nu BÖ, således at BO og BÖ anvendtes samtidig i nogle år. Men senere igen har Bördekreis skiftet til BK (denne kombination blev taget fra den for længst nedlagte Backnang kreds). Og senest har den store Harzkreis, dannet var sammenlægning af en række kredse i Harzen, fået HZ (kombinationen taget fra den kort efter genforeningen nedlagte Herzberg kreds i Brandenburg).
Tysklands genforening
Så snart Berlinmuren var faldet forudså jeg Tysklands snarlige genforening, hvilket som bekendt også skete. Og da nummerplader er mit speciale forudså jeg også at det vesttyske system ville blive udvidet til at gælde for det hidtidige DDR. Jeg gættede på hvilke kredsbogstaver mange af byerne ville få. I nogle tilfælde ramte jeg rigtigt, i andre tilfælde ikke.
Jeg var ikke opmærksom på at de store havnebyer ved Østersøkysten var Hansestæder, og derfor skulle have et ekstra H. Jeg gættede på RC ell. RK for Rostock (RO var optaget af Rosenheim i Bayern), SD for Stralsund (jeg vidste godt at SS var en nazikombination, man jeg var ikke opmærksom på at SD også var det), WR for Wismar (den gik i stedet til Wernigerode i Harzen) og GW for Greifswald (den gik i stedet til Greifswald landkreds). For Schwerin gættede jeg på SN (det kom til at passe).
For Potsdam og Frankfurt a. d. Oder gættede jeg på hhv. P og FF (de kom begge til at passe). Jeg forudså også at Q ville komme i spil som kredsbogstav i Tyskland, pga. af flere østtyske byer af en vis størrelse der begyndte med Q.
Jeg forudså ikke at vesttyske kredse måtte afgive bogstaver til Øst, så jeg gættede på LZ for Leipzig. Jeg forudså derimod at Karl-Marx-Stadt ville få sit gamle navn Chemnitz igen, så der gættede jeg på C (det kom til at passe).
Endvidere gættede jeg på DD ell. DR for Dresden (det blev DD), og MD for Magdeburg (det kom til at passe).
De tyske seriebogstaver
Oprindelig anvendtes i det daværende Vesttyskland kun flg. 20 seriebogstaver: A-C-D-E-H-J-K-L-M-N-P-R-S-T-U-V-W-X-Y-Z.
I 1992 udvidede man seriebogstaverne til også at omfatte B-F-G, og i 2000 udvidede man dem med yderligere I-O-Q, således at alle det internationale alfabets 26 bogstaver nu anvendes som seriebogstaver i Tyskland.
Tyske bilister kan købe sig til særlige seriebogstaver, og mange har deres initialer som seriebogstaver. Disse tyske ønskenumre kan købes for en rimelig pris - i modsætning til den ågerpris som u-landet Danmark tager for ønskenumnumplader.
Alle de tyskere som jeg kender personligt har ønskenumre med deres initialer på deres bil. Nummerpladeforskeren Reiko Pflug i Gera i Thüringen har G-RP 173. Nummerpladeforskeren Frank König, som nu bor i Danmark, havde da han boede i Gütersloh GT-FK 10. Ægteparret Elsebeth og Emil Schloß i Jockgrim i Kreis Germersheim har GER-ES 56, deres datter Claudia har GER-C 924. Og pastor Wolfgang Schneider i Trebenow i Uckermark har UM-WS 286.
Den tyske skrifttype
Den tyske DIN-skrifttype blev taget i brug i 1956 samtidig med at det nuværende tyske system blev indført i Forbundsrepublikken. Den er funktionel, æstetisk, enkel og let læselig, men måske også ret let at forfalske. Den er i løbet af 90'erne blevet efterlignet i en lang række europæiske lande, især mange af de nye lande i Østeuropa. Samtidig tog Tyskland så selv en helt ny skrifttype i brug, den såkaldte FE-skrift (Fälschungs erschwärend Schrift). FE-skriften er så til gengæld blevet efterlignet på Malta og i Sydafrika.
Den tyske FE-skrift blev udviklet allerede i 70'erne, og baggrunden for ønsket om en svært forfalskbar skrift var de urolige Baader-Meinhof-tider. Skriften udmærker sig ved smallere tegn, mange små tværstreger og 'huller' i mange af bogstaverne og tallene.
Men da de politiske forhold blev normaliseret blev skrifttypen skrinlagt, indtil man fik brug for en smallere skrifttype i forbindelse med det blå Euro-felt. De nye nummerplader blev taget i brug på frivillig basis 1.1.1994 i Berlin og Brandenburg, 1.7.1994 i Sachsen, og 15.1.1995 på frivillig basis i hele Tyskland. Siden 1.11.2000 udstedes udelukkende de nye nummerplader i Tyskland.
De første FE-plader havde en meget lang bindestreg mellem kredsbogstaverne og seriebogstaverne. Man havde haft planer om at markere delstaterne kraftigere på nummerpladerne, evt. v. hj. a. et farvet felt til højre for nummeret - Hamburg skulle i så fald have haft et rødt felt med Hansestadens våben - men det blev opgivet af pladshensyn. I stedet droppede man bindestregen og indførte et stort segl i farver med delstatens våbenskjold i stedet for det hidtidige mindre sort-hvide segl med kredsens våben.
Ved de nye nummerpladers fremkomst udtalte en tysk skriftdesigner at den nye skrifttype lignede "noget der var pisset i sneen" 😀.
En tysk vits
Der Besitzer dieses Kennzeichen ist Kummer gewöhnt. Zahlreiche Knöllchen aus dem ganzen Bundesgebiet landen jeden Tag in seinem Briefkasten.
Der Grund: Politessen, oder solche, die es werden wollen geben zu Test-Zwecken ständig A-A1 in ihren Rechner ein...
Knöllchen betyder knolde eller klumper, men i overført betydning også parkeringsbøder.
En Politesse i Tyskland er det som svenskerne kalder en lapplisa - dvs. en kvindelig parkeringsvagt. De afprøver hele tiden deres bærbare udstyr ved at indtaste A-A1. Derfor havner der hver dag en masse parkeringsbøder i postkassen hos indehaveren af dette Augsburgs og hele Tysklands laveste nummer.
Britiske ønskenumre
Briterne kan også købe særlige ønskenumre, men i modsætning til fx. Danmark og Sverige skal nummeret være opbygget som et traditionelt britisk bilnummer. Nummeret kan ikke bestå af bogstaver alene uden tal - men med lidt kreativitet kan alligevel lade sig gøre. Gamle udgåede numre fra tidligere systemer kan genudstedes (de såkaldte cherished numbers), og man kan få sit køretøj indregistreret et andet sted i Storbritanien end der hvor man selv bor. Og da 1-tal ligner et I, og der som regel ikke er ophold mellem bogstaver og tal, kan et nummer i system 1963 eller 1983 læses som et ord på 5 bogstaver, hvoraf det andet eller fjerde er I.
Eksempler på britiske ønskenumre efter den opskrift:
ANNIE (egl. (ANN 1 E),
BODIL (egl. BOD 1 L),
KINGS (egl. K 1 NGS).
Indehaveren af Storbritaniens ældste kendte ønskenummer hed Tate og havde nummeret T8 (udtales ligesom Tate på engelsk).
I Storbritanien kan bilnumre gå i arv fra generation til generation. Det ældste kendte britiske bilnummer er DA1, som kontinuerligt har tilhørt familien Rhodes siden 1904. Nummeret vurderes til at have en værdi af 53.000 €.
Luxembourgske ønskenumre
Under de forrige luxembourgske 1+4 og 2+3 systemer havde en lang række kategorier af køretøjer særlige bogstaver. Under det nuværende 2+4 system har kun tre kategorier særlige bogstaver, nemlig AA (myndighedernes køretøjer), CD (diplomater) og ZZ (omrejsende markedskøretøjer).
Alle øvrige bogstavkombinationer anvendes til alle andre kategorier af køretøjer. Man kan selv vælge sit bilnummer, og det er vældig populært at vælge sine initialer og sit fødselsår (det ville for mit vedkommende være CJ1952). Alle numre under 4000 er reserveret selvvalgte numre, numre over 4001 tildeles automatisk, men de kan også vælges hvis de er ledige.
Når køretøjer til omrejsende cirkus og markeder har deres særlige bogstaver hænger det måske sammen med at der i Luxembourg by afholdes et særligt traditionsrigt marked, som har været afholdt hvert år siden 1340 (!), så det må siges at have lange traditioner. Det var det samme år som er gået over i Danmarkshistorien, fordi Niels Ebbesen vog den kullede greve, så Danmark igen blev et selvstændigt kongerige.
Østrigske ønskenumre
Under det nuværende østrigske system består nummeret af 1-2 lokale kredsbogstaver, tal og seriebogstaver. Antallet af cifre og seriebogstaver kan variere fra delstat til delstat. Mellem kredsbogstaverne og serienummeret er delstatens våbenskjold.
Som regel har den største by i hver delstat eet bogstav (B=Bregenz, E=Eisenstadt, G=Graz, I=Innsbruck, K=Klagenfurt, L=Linz, P=St. Pölten, S=Salzburg, W=Wien). En del omegnskredse har byens begyndelsesbogstav + L eller U (EU=Eisenstadt Umgebung, IL=Innsbruck Land, SL=Salzburg Land, WU = Wien Umgeburg osv.).
Ønskenumre har seriebogstaver og tal i omvendt rækkefølge, dvs. kredsbogstaver + selvvalgte bogstaver + tal. Der skal i serienummeret være mindst eet bogstav og mindst eet ciffer, højst 6 bogstaver og cifre i alt.
Jeg har engang set et meget kreativt østrigsk ønskenummer på en bil fra firmaet Würth, indregistreret i Wien. W (våben) RTH (tal). Da Wiens våbenskjold med halvrund underkant og med krone over ligner et Ü, kan nummeret læses som: W Ü RTH (tal).
De østrigske nummerplader er designet af arkitekten Hundertwasser som også er kendt for sine 'skæve' huse.
To biler skueplads for mord i verdenshistorien
To
biler har indskrevet sig i verdenshistorien under de samme
omstændigheder. I begge biler blev en prominent statsmand myrdet
mens han kørte i triumftog gennem en by. Den østrigsk-ungarske
tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914 - det mord der udløste
Første Verdenskrig, og den amerikanske præsident John F. Kennedy i
Dallas i 1963.
Franz
Ferdinands Gräf und Stift havde nummerpladen A III 118. A var
kendingsbogstav for kejserrigets hovedstad Wien. Og i Østrig-Ungarn
havde bilerne numre hvor tusinderne stod med romertal. III 118 var
altså i virkeligheden 3.118. Men nummeret er blevet udlagt som
111118 (11.11.18). Det er datoen for våbenstilstanden i krigen. Det
er næsten helt profetisk.
Kennedys
Lincoln Continental havde nummerplader fra Washington DC, GG300.
Efter mordet blev bilen bragt hen til en mekaniker der skulle
reparere den. Nummerpladerne blev kasseret og smidt i skraldespanden.
Men mekanikerens datter havde åndsnærværelse nok til at samle dem
op af skraldespanden og reddede dem således for eftertiden. Hun har
haft dem liggende i alle disse år, og nu har hun solgt dem til en
samler for 100.000 $.
Australien har også papegøjeplader
Denne nummerplade sidder på en Land-Rover som tilhører en tysker der er emigreret til Australien.
En del lande udenfor Europa har meget farvestrålende nummerplader med baggrundsbilleder. Men da man designede denne specielle jubilæumsnummerplade for Queensland med billede af bl. a. et par papegøjer har man næppe haft de danske papegøjeplader i tankerne 😉.
Citat
Stenaldermenneskene lavede økser, men de havde ikke behøvet at udsmykke dem. Det er kultur når man gør mere end det fornødne for at udføre en opgave.Per Stig Møller.
Nutidens mennesker har nummerplader på deres biler så de kan identificeres i trafikken, men de behøver ikke redde nummerpladerne fra ødelæggelse, når de ikke længere skal bruges. Det er kultur når man gør mere end det fornødne for at udføre en opgave. Carsten Schou Jørgensen.
|
|
|
|
|
|