Jeg er født 7 år efter 2. Verdenskrig sluttede, så i hele min barndom var krigen og dens mangelsituation noget som de fleste voksne havde i frisk erindring.
Min mor var ung
pige i huset hos en familie i Odense i 1940. Tidligt om morgenen 9.4.1940 lå hun i sin seng og kunne høre larmen fra de tyske bombemaskiner som fløj ind over landet. Manden i huset var ingeniør ved sukkerfabrikken, og først
da han kom hjem til formiddagspause fik husstanden at vide hvad der var sket. Senere i løbet af dagen kunne de stå i stuen og betragte tyske tropper komme marcherende ind i byen ad Middelfart Landevej.
Min far
boede i Køge 1940. Jeg ved ikke præcis hvordan han oplevede 9. april, men før krigen, i slutningen af 30'erne, havde han set Herman Göhring, når han var på ferie i Danmark og besøgte Køge, hvor han lå
i havnen med sin lystyacht.
Mine forældre begyndte på Haslev seminarium i 1941. I løbet af besættelsestiden blev seminariebygningen beslaglagt af besættelsesmagten, og så måtte man
finde andre rammer til undervisningen, bl. a. hjemme hos lærerne privat. Så blev bygningen malet i camouflagefarver, og efter befrielsen blev den skuret ren og fik sin hvidkalkede farve igen.
Min farfar var stationsforstander
i Holme Olstrup under hele krigen. Om morgenen 9.4.1940 fortalte han lokomotivføreren på det først ankommende tog til stationen at Tyskland havde besat Danmark. Og om aftenen 4.5.1945 fortalte han lokomotivføreren på det først
ankommende tog til stationen at tyskerne havde kapituleret. Det viste sig at være den selv samme lokomotivfører som han havde orienteret om besættelsen fem år tidligere.
Min familie på Fyn havde
visse kontakter til modstandsbevægelsen, så de gav husly til en politibetjent der var gået under jorden efter at tyskerne havde taget det danske politi. Af sikkerhedsmæssige grunde vidste ikke engang deres nærmeste familie at
de havde ham boende i kælderen.