 |
|
|
 |
|
En særlig gren af interessen for den skinnebårne trafik er interessen for sporvogne.
Jeg deltager også i debatten om sporvogne på dette forum http://www.sporvejsforum.dk/
Det er en katastrofe for Danmark at København har haft ambitiøse ærkefjolser som sporvejsborgmester Willy Brauer, valgt til borgerrepræsentationen for Solide Fjolser, og KS-direktør K. N. Andersen, som gjorde København til en af de få tilbagestående storbyer i Europa uden sporvogne, men med et offentligt trafiksystem af provisorisk karakter. Ingen anden storby på det europæiske kontinent har præsteret noget lignende. Således er København kommet i klasse med Tirana i Albanien 😮.
Tyskland har stadig 56 sporvejsbyer, hvortil kommer et dobbelt så stort antal som har mistet sine sporveje. Det ville vel omregnet til danske forhold svare til at Danmark stadig havde sine 3 sporvejsbyer intakt, plus 6 byer mere som havde haft sporveje, men havde mistet dem.
Nu kan man kun opleve sporvogne på museumssporveje eller i udlandet. Her i Wien.
Nu kan man kun opleve sporvogne på museumssporveje eller i udlandet. Her i Wien.
på sporvognstur i Dresden.
på sporvognstur i Dresden.
Under et ophold i Frankfurt an der Oder havde jeg rig lejlighed til at køre med de metersporede sporvogne. Flere af linierne går et stykke ud i omegnen, og udenfor byen har de deres eget tracé med sveller og ballast.
Under et ophold i Frankfurt an der Oder havde jeg rig lejlighed til at køre med de metersporede sporvogne. Flere af linierne går et stykke ud i omegnen, og udenfor byen har de deres eget tracé med sveller og ballast.
Jeg har bekendte i byen Jockgrim, som er en station på jernbanen Karlsruhe-Germersheim. Og nogle af Karlsruhes sporvogne føres igennem ad jernbanen til Germersheim.
Efter sigende skal 2-3 andre tyske sporvejsbyer have et lignende arrangement.
Efter sigende skal 2-3 andre tyske sporvejsbyer have et lignende arrangement.
Sporvogne og Moskvitch i Tallinn.
Sporvogne og Moskvitch i Tallinn.
Her krydser Tallinns metersporede sporvej den russisksporede (1524 mm) havnebane i niveau.
Her krydser Tallinns metersporede sporvej den russisksporede (1524 mm) havnebane i niveau.
Jeg har selvfølgelig også en tydelig personlig erindring om de københavnske sporvogne, selvom det ikke var så tit jeg kom til København som barn og ung.
En af mine yndlingsfilm som barn var »Ved Kongelunden«, hvor Dirch Passer og Ove Sprogøe synger titelmelodien »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«.
Jeg var 20 år, da linie 5 fra Formosavej på Amager til Husum som den sidste sporvognslinie faldt som offer for "udviklingen".
Jeg var 20 år, da linie 5 fra Formosavej på Amager til Husum som den sidste sporvognslinie faldt som offer for "udviklingen".
Hvis Danmark udelukkende havde bestået af primitive og ambitiøse politikere og embedsmænd havde der næppe eksisteret een eneste sporvogn i Danmark - måske bortset fra et enkelt eller to stillestående eksemplarer på et museum. De nyeste og bedste af Københavns sporvogne blev foræret til Ægypten, men de fleste blev foræret til pyromaner, og gik således tabt.
Men takket være ildsjæle er der i dag en livlig sporvejsdrift dybt inde i de midtsjællandske skove ved Skjoldenæsholm. Museumssporvejen følger Midtsjællandske Jernbanes tracé igennem Skjoldenæsholmskoven, og der er både metersporede og normalsporede strækninger.
Nogle af sporvognene af typen »frk. Düsseldorf«, der blev foræret til Ægypten, er nu i udtjent stand kommet hjem til Danmark igen, og blevet restaureret og gør tjeneste som museumssporvogne på Skjoldenæsholm.
Nogle af sporvognene af typen »frk. Düsseldorf«, der blev foræret til Ægypten, er nu i udtjent stand kommet hjem til Danmark igen, og blevet restaureret og gør tjeneste som museumssporvogne på Skjoldenæsholm.
Der drives også busdrift på Skjoldenæsholm. Bl. a. med denne Volvo B656 fra 1952, OB10 fra Odense Bytrafik. Den var oprindelig på gule plader M 17·960, senere har den været omregistreret flere gange, bl. a. MA 80.077 og AC 97.462.
Nu har den fået sit oprindelige nummer M 17·960 som historisk nummer, men i første omgang kunne man ikke strække sig så langt som til at fremstille gule plader som historiske, så den måtte nøjes med sorte - den mere lødige del af kulturlivet måtte længe nøjes med begrænsede ressourcer 😥.
Det heddsig at efterspørgslen efter historiske gule plader ikke vil være stor nok til at oppebære en produktion. Men havde det derimod drejet sig om den mere udvandede 🙃 og politisk korrekte 🙃 del af kulturlivet - provokerende installationskitsch og den slags - så havde der ikke været nogen grænser for på hvor spinkelt et grundlag der kunne "oppebæres en produktion".
Men nu har ihærdigt arbejde fra Motorhistorisk Samråd heldigvis omsider båret frugt, så historiske nummerplader nu kan fås både som sorte, gule og papegøje, foruden cirkelrunde anhænger- og traktorplader 🙂 .
Der har også kørt sporvogne på havnebanen i Skælskør. Men mens Slagelses kommunalpolitikere med det primitive kulturbehov har ødelagt jernbanemiljøet i dette hjørne af Sjælland, så har bryggeriet Harboe tilraget sig det areal hvor sporvognene kørte og ødelagt dette stykke kulturhistorie.
Til bryggeriet Harboes synderegister hører endvidere at det er halalcertificeret. Det støtter meget tvivlsomme slagtemetoder dermed en kultur der reducerer kvinder til sorte slyngler.
Jeg vil anbefale at man boykotter Harboes produkter.
HARBOE - BRYGGERIET SOM ØDELÆGGER DEN DANSKE KULTURARV.
Danmarks tre største byer København, Århus og Odense har haft sporveje. Men hvor mange mon véd at man også har haft planer om sporveje i de fjerde- og femtestørste byer Aalborg og Esbjerg?
Esbjerg blev anlagt fra grunden i slutningen af 1800-tallet for at skabe en eksporthavn til England, og i løbet af et halvt hundrede år voksede den til Danmarks femtestørste by. Stadsingeniøren Harald Nonboe satte i 20'erne i vid udstrækning sit præg på byudviklingen i Esbjerg, som fik lige gader der skærer hinanden i rette vinkler. Han havde planer om sporveje på byens store indfaldsveje og ringveje. Tænk om Esbjerg havde fået sporveje og de havde overlevet til i dag 🤩.
Også Aalborg har haft sporveje på planlægningsstadiet:
http://www.baner-omkring-aalborg.dk/?Aalborg_Sporveje
Nu er man heldigvis ved at indse at det var en fejl at gøre alle danske byer sporvejsløse, så nu er man så småt ved at indføre dem igen - her i Aarhus. Nu kalder man det bare for letbanen. Odense er også godt på vej, og København har også planer om at følge efter. Så er man ved at rette lidt op på fortidens synder.I Aarhus' letbane indgår også lokalbanerne til de to nabobyer Odder og Grenå, mens sporvejen inde i selve Aarhus går i gaden ligesom de gamle sporvogne.
Her er sporvognen på vej ind ad Randersvej
Her er sporvognen på vej ind ad Randersvej
De allerførste sporveje var hestetrukne, før man gik over til eldrift. Den sidste københavnske hestesporvej »Hønen« kørte frem til 1915.
Den sidste egentlige hestesporvej i verden kører endnu den dag i dag langs sprandpromenaden i Douglas, hovedbyen på Isle of Man.
Den sidste egentlige hestesporvej i verden kører endnu den dag i dag langs sprandpromenaden i Douglas, hovedbyen på Isle of Man.
En anden form for hestesporvej kører på den tyske østfrisiske ø Spiekeroog. Også den danske frisiske ø Rømø har haft sin hestesporvej, som frem til 1940 bragte badegæster fra færgen frem til badehotellerne i Lakolk. Dæmningen til Rømø blev først bygget efter krigen.
På Spiekeroog går hesten ikke ovenpå svellerne mellem sporene, men ved siden af sporet.
På Spiekeroog går hesten ikke ovenpå svellerne mellem sporene, men ved siden af sporet.
...bl. a. i Malmköping i Sverige. 
...bl. a. i Malmköping i Sverige.
Ligesom Skjoldenæsholm kører den på et gammelt jernbanetracé - strækningen Skebokvarn-Stålbåga, og ligesom Bryrup-Vrads banen i Midtjylland går den ad en særdeles naturskøn strækning langs en sø.
Ligesom Skjoldenæsholm kører den på et gammelt jernbanetracé - strækningen Skebokvarn-Stålbåga, og ligesom Bryrup-Vrads banen i Midtjylland går den ad en særdeles naturskøn strækning langs en sø.
Sporvognen der forsvandt sporløst
Den franske by Épinal i Vogeserne havde en meget kortlivet metersporet sporvej. Den blev anlagt i 1906, driften blev indstillet 1914 pga. 1. Verdenskrig og aldrig siden genoptaget. Men i sin korte levetid nåede sporvejen alligevel at opleve et bemærkelsesværdigt mysterium.
Byen havde fire linier, syv motorvogne og et par bivogne. Økonomien var dårlig, og for at spare slukkede man for strømforsyningen så snart den sidste vogn var kommet hjem i remisen om aftenen. En tidlig morgen i 1910 mødte værkføreren meget tidligt for at færdiggøre et sæt bremseklodser til motorvogn nr. 5. Han tændte for strømmen og gav sig til at arbejde ved skruestikken. Da dagens første sporvogne var kørt ud gik han ud for at arbejde med nr. 5 - men den var væk. Det stod fast at den var kommet hjem som den sidste vogn aftenen i forvejen, men hvor var den nu? Ingen af vognstyrerne havde set den, og der blev sendt gendarmer til hest ud i byen for at lede efter den, men den var og blev forsvundet.
Først syv år senere - efter at sporvejen var nedlagt - blev mysteriet opklaret. En af endestationerne havde ikke nogen vendesløjfe, og lige efter sporet var der en dyb slugt som blev anvendt som oplagsplads for storskrald, men en frodig bevoksning dækkede for alt nede i slugten. En dag i 1917 besluttede man sig for at rydde lidt op, og hvad dukkede der så op? Den forsvundne motorvogn stod på højkant nede i slugten. Det viste sig at kørenøglen ikke stod helt i nul, men mellem nul og 1. Den aften den var kommet hjem for sidste gang var strømmen blevet afbrudt inden vognstyreren var helt færdig med at klargøre vognen, så han opdagede ikke at kørenøglen ikke var i nul. Han fjernede omskifternøglen, men bremsede ikke vognen og trak heller ikke stangen ned. Da strømmen så blev slået til næste morgen kørte vognen ud i byen ad de spor som sporskifterne nu tilfældigvis var stillet til, og den endte altså på det blinde spor, og der har tilsyneladende ikke været nogen stopbom, så den fortsatte ud over sporet og tippede ned i slugten, hvor den hurtigt blev skjult af bevoksningen. Ingen havde bemærket den førerløse sporvogn på dens vej gennem byen, og heller ingen havde tænkt på at undersøge slugten, da man ledte efter vognen.
Bushistorisk selskab, som også holder til i Skælskør, har også gjort et stort og uvurderligt arbejde for at bevare historiske busser for eftertiden.
Her er side med en omfattende oversigt over danske busser, både gamle og nye
Her en Chevrolet Six fra 1931 med Sorø-karosseri, opr. hjemmehørende i Præstø, med Præstø-nummeret H4463. Bemærk jernbanevognene i baggrunden.
Her en Chevrolet Six fra 1931 med Sorø-karosseri, opr. hjemmehørende i Præstø, med Præstø-nummeret H4463. Bemærk jernbanevognene i baggrunden.
...og Danmarks ældste Volvo bus B11 med Århus karosseri fra 1938 fra Østhimmerlands Rutebiler med Hadsundnummeret U9101. Det originale nummer kørte helt frem til 1973 og er nu blevet genskabt som historisk.
...og Danmarks ældste Volvo bus B11 med Århus karosseri fra 1938 fra Østhimmerlands Rutebiler med Hadsundnummeret U9101. Det originale nummer kørte helt frem til 1973 og er nu blevet genskabt som historisk.
Poul Christensen i St. Heddinge
Nogle af mine første oplevelse med turistbusser havde jeg med Poul Christensens busser i St. Heddinge. Han boede lige ved siden af skolen, hvor jeg gik, og næsten daglig så jeg hans busser holde udenfor hans hus. Og når jeg som barn var på skoleudflugt eller en anden form for udflugt var det altid hans busser vi kørte med. Når Poul Christensen kørte med børn sad han gerne og underholdt os med sang. På sit repertoire havde han bl. a. »Mallebrok er død i krigen« og »Pigerne udi Spanien«. Når vi var på skoleudflugt til København sluttede vi altid af i Tivoli om aftenen, og når vi var på udflugt et eller andet sted hjemme i Østsjælland sluttede vi altid af ved Villa Gallina syd for Haslev, hvor der var en spændende legeplads for os børn.
Desværre fik jeg aldrig taget nogen billeder af hans busser.
Hele min barndom havde han en stor Chevrolet bus, nok en årgang ret hurtigt efter krigen. Den havde oprindelig H 14·??? (desværre husker jeg ikke de tre sidste cifre), men engang i 60'erne blev den omregistreret til HH 8017.
Først i 60'erne købte han desuden en lille Mercedes "Stenbider", som fra ny fik HH 8012 (begge hans busser var således benzindrevne). Men den blev senere omregistreret til BD 98.176.
Endvidere havde han en VW kleinbus HH 48.031, og gennem årene diverse taxaer, bl. a. en Opel Rekord C, HH 48.068.
Poul Christensen døde i 1972 - han druknede oppe ved Grønland. Han var på besøg hos sin søn, der boede på Grønland, og han var sejlet ud og fiske. Men han kom aldrig tilbage - velsagtens pga. manglende kendskab til de lokale vejrforhold.
"Stenbideren" blev senere totalskadet i en ulykke. Den kørte skolebus, og chaufføren var en venlig mand - han sad og vendte sig om under kørslen og bød børnene af en pose frugt han havde. Men i det øjebliks uopmærksomhed kørte han galt, bussen blev smadret, og en dreng i bussen blev dræbt.
Lejrskole i Kerteminde 1966
I 1966 var jeg med skolen på lejrskole i Kerteminde, og vi kørte udflugter i denne bus fra Kerteminde Turistfart. Bussen har det laveste nummer i turistbusserien i Kerteminde MM 79.300, og jeg har noteret den som en Volvo. Nu har bushistorikere vurderet den til at have Svendborgkarosseri og være årgang 1955.
På Læsø blev posten transporteret rundt på øen på en speciel måde. I forbindelse med den første morgenfærge fra Frederikshavn kom man kørende oppe fra posthuset i Frederikshavn i en af postvæsenets varevogne med posten til Læsø i en stor gul trailer i postvæsenets design med en gul cirkelrund nummerplade PH3018. Den blev så koblet fra og skubbet ombord på færgen. I Vesterø Havn blev traileren skubbet i land og koblet efter den lokale rutebil, en Leyland AL 94.945, som så holdt ved posthusene i øens tre byer Vesterø Havn, Byrum og Østerby og afleverede postsækkene.
Om aftenen gik trafikken så hele den modsatte vej med dagens post fra Læsø i forbindelse med den sidste aftenfærge fra øen.
Jeg nåede at opleve denne trafik i 1974, kort før den ophørte.
Jeg nåede at opleve denne trafik i 1974, kort før den ophørte.
- ikke at forveksle med Strisser på Samsø - den historieløse bums som blev spillet af Lars Bom i tv-serien.
Samsø har af busvognmænd haft bl. a. Ingvard Nielsen i Tranebjerg og Marinus Degn i Nordby.
Ingvard Nielsen havde af Chevrolet busser bl. a. en 1934-model C4279. Den blev i 50'erne omregistreret til C616 og samtidig navngivet »Gurli«, mens dens søsterbus fra 1946 C689 blev navngivet »Ulla« - efter Ingvard Nielsens to døtre som også var chauffører i vognmandsforretningen.
I 60'erne blev »Gurli« igen omregistreret til CR8003.
Den kørte indtil 1969, og i 1989 blev vraget af den købt af Lyngby Turistfart, som fik bygget et nyt karosseri til den og fik den indregistreret NZ 41 139. Derefter førte den en lidt omtumlet tilværelse, men er nu tilbage på Samsø, hvor den kører turistture rundt på øen om sommeren som VB 32 762, og ejeren ynder at forsøge at bilde turisterne ind at det er Dirch Passers bus fra filmen »Bussen.«
Jeg har »Gurli«s indendørs emaljeskilt i min samling.
Jeg har »Gurli«s indendørs emaljeskilt i min samling.
Hvor mange busnumre der har været i de forskellige kredse giver et godt billede af hvilken aktivitet der har været i busbranchen i lokalområdet. Antallet af busnumre er ikke altid proportionalt med indbyggerantallet, eller antallet af numre i kredsen i det hele taget. En stor kreds kan have haft forholdsvis få busvognmænd, mens en lille kreds kan have haft mange busvognmænd.
Skælskør var en af de sjællandse kredse med flest busser og den forholdsvis største buskreds i Danmark. Der var 1,5 gange så mange busser på gule plader i Skælskør som i Roskilde, skønt Roskilde kreds havde 7 gange så mange numre i den alm. bilserie som Skælskør. Det skyldes at DSB havde driftsområde i Skælskør. Alle de DSB-busser der kørte på ruter i Vestsjælland var indregistreret i Skælskør, uanset ved hvilket garageanlæg de rent fysisk var hjemmehørende.Nabokredsen Korsør havde muligvis ikke en eneste bus på sorte plader i dieselserien, idet den lokale busvognmand Aage Holst først købte sin første diesel turistbus kort efter centraliseringen.
Den forholdsvis største kreds - og en af de største kredse overhovedet - hvad turistbusser angår var Esbjerg, takket være pastor Krogager i Tjæreborg.
I Ørum på Djursland (ikke at forveksle med Ørums karosserifabrik i Herning) bor en bussamler - det er en meget pladskrævende hobby. Han har i sin samling bl. a. en af A. P. Hansens gamle busser, en Leyland fra 1973, oprindelig indregistreret BC 98.656. Senere gik de over til at omregistrere den to gange om året, til hvide plader om foråret og til gule plader om efteråret. Således gik der to numre til spilde hvert eneste år - på denne absurde måde har mange danske busvognmænd måttet fægte sig gennem det groteske danske afgiftsvanvid.
Denne bus har jeg selv siddet bag rattet af adskillige gange, så det var interessant at få lejlighed til et gensyn med den på en udflugt med Bushistorisk Selskab.
Denne bus har jeg selv siddet bag rattet af adskillige gange, så det var interessant at få lejlighed til et gensyn med den på en udflugt med Bushistorisk Selskab.
Samleren i Ørum har i sin samling også en Diamond bus fra 1949. Den kørte oprindelig for vognmand Georg Berthelsen under nr. X 14·308.
I 60'erne tilhørte den frisør Tage Jensen i Bryrup, den var registreret som alm. privat benzindrevet personbil under nr. RA 38.289, og kørte rundt som en rullende frisørsalon på Horsensegnen. FDM's blad Motor skrev: »Hvis man kommer ind i denne bus får man ikke klippet sin billet, men håret...«
Her står den og venter på at blive restaureret.
Her står den og venter på at blive restaureret.
Jeg har været til bustræf på Isle of Man.
Briterne forstår i langt højere grad end danskerne at værne om deres kulturarv. Ikke mindst hvad angår smalsporede jernbaner og originale nummerplader.
Briterne forstår i langt højere grad end danskerne at værne om deres kulturarv. Ikke mindst hvad angår smalsporede jernbaner og originale nummerplader.
Hvert år er jeg til pinsetræf i Græsted. Masser af klassiske biler, motorcykler, traktorer, dampmaskiner, tog osv.
Og der havde jeg den spændende oplevelse at se Aage Sørensens Opel Blitz fra Gilleleje. Han havde to Opel Blitz busser fra hhv. 1938 og 1953, med nabonumrene BP8004 og BP8005. 38-modellen brugte han senere som privatbil under et nyere LD-nummer helt op i 80'erne, indtil den faldt som offer for synet. Efter at have været hensat i mange år er den nu købt af en hollænder som har restaureret den og brugt over 3000 timer på den, og fået den indregistreret med sorte hollandske nummerplader. Den er malet i de originale gul/røde farver, og med »Gilleleje Selskabsbus« malet på siden og frontskiltet »Tlf. Gilleleje 220«. Nu var den så på besøg på sin gamle hjemegn, og det blev også til et besøg hos Aage Sørensens 96-årige enke.
Aage Sørensen kørte endnu i 70'erne hver dag til København i 53-modellen, endnu med det lokale Helsinge-nummer, sammen med nogle fabrikspiger som arbejdede på en konvolutfabrik.
38-modellen medvirkede i 1971 i filmen »Tjærehandleren«, men da var BP-nummeret camoufleret til et P-nummer, så bussen var blevet til en nordenfjords rutebil.
Samme år medvirkede en anden Blitz bus fra samme egn i filmen »Den forsvundne fuldmægtig« efter Hans Scherfigs roman. Det er Carl Hansens Opel Blitz fra Helsinge BP8002. Ove Sprogøe, alias Herbert Johnson, alias Teodor Amsted, ankommer i den bus til det lille nordsjællandske lokalområde, hvor han vil slå sig ned under falsk identitet for at slippe væk fra sine plageånder, men samtidig stifter han så bekendskab med de nævenyttige og stridbare tosser som befolker lokalsamfundet.
Hollænderen har fået den indregistreret med historiske hollandske nummerplader AM-99-32. Selvom dette nummer selvfølgelig ikke relaterer til bussens danske historie, så passer de sorte hollandske plader allgevel betydelig bedre ind i stilen, end moderne store gule hollandske plader (med blåt EU-felt!) ville have gjort. 
Hollænderen har fået den indregistreret med historiske hollandske nummerplader AM-99-32. Selvom dette nummer selvfølgelig ikke relaterer til bussens danske historie, så passer de sorte hollandske plader allgevel betydelig bedre ind i stilen, end moderne store gule hollandske plader (med blåt EU-felt!) ville have gjort.
Trolleybusser er en mellemting mellem sporvogne og busser. Jeg kan også svagt erindre at der har kørt trolleybusser i Københavns nordlige forstæder. Men trolleybusser er lige så politisk ukorrekte som sporvogne, så de har heller ikke overlevet i den københavnske trafik.
Jeg husker svagt de danske trolleybusser i København. De havde ikke fået udleveret nummerplader, men de havde et alm. registreringsnummer som 'skyggenummer', og det kunne ses på et lille skilt i førerrummet, og derudover selvfølgelig NESA's interne nummer. Men trolleybusser i flere andre lande som Tyskland og Sverige har almindelige nummerplader. I Ungarn og Schweiz har trolleybusser derimod heller ikke nummerplader.
I den tyske by Solingen kan man opleve trolleybusser.
I den tyske by Solingen kan man opleve trolleybusser.
|
|
 |
|
|
|