Jeg har altid foretrukket at kalde tingene ved rette navn. Jeg afskyr når man kalder forbrydelser for noget andet for at dække over ondskaben bag forbrydelsen. Eksempelvis når pressen konsekvent manipuleres til at omtale ussel familievold
i visse indvandrerkredse som om de har noget med "ære" at gøre.
Jeg eksperimenterer lidt med sprogfornyelse, og har opfundet nye ord for at tydeliggøre begreberne.
Jeg har opfundet ordet værnepligtofil
for at anskueliggøre at værnepligt ikke bare er noget vi sådan lige uden videre har, og sådan er det. Det er resultatet af en ganske særlig pervers og stereotyp tankegang hos visse politikere og andre landsbytosser. Ligesom en
pædofil har tilbøjeligheder i retning af at dyrke sex med børn, og derfor forgriber sig sexuelt på børn, så har en værnepligoifil tilbøjeligheder i retning af at dyrke kønsdiskriminering, og forgriber
sig derfor værnepligtuelt på unge mænd. Vi har her i landet to Værnepigtofile Folkepartier, hvis medlemmer - ikke mindst de klamme politikere Marie Krarup og Helge Adam Møller - ligefrem praler af deres perverse fordomme om at
alle selv har valgt deres køn, og hvor liderlige de derfor kan tillade sig at være efter at voldtage unge mænd værnepligtuelt.
Jeg har også opfundet ordet numeroklast om det danske politi når
det forgriber sig på nummerplader. Ordet er en parallel til reformationstidens ikonoklaster som angreb kirkerne, gik langt over stregen, og ødelagde meget historisk værdifuldt og uerstatteligt inventar fra den katolske tid.