 |
|
|
 |
|
Jernbaner - en familietradition
Jernbanenørden på jernbaneterrænet i Röbel i Mecklenburg-Vorpommern
Jernbanenørden på jernbaneterrænet i Röbel i Mecklenburg-Vorpommern
En anden af mine største interesser er jernbaner. Min farfar var ansat ved DSB hele sit liv (han begyndte som elev ved Tureby station 1.1.1900, og han endte sin karriere som stationsforstander i Holme Olstrup 1938-52), så jeg er nok arveligt belastet på det område.
Han har bl. a. gjort tjeneste i Nykøbing Falster. Her blev den oprindelige stationsbygning revet ned allerede i 1962 i forbindelse med anlæggelse af banen til Rødby Havn, og erstattet af den tidstypiske blok, lidt i stil med Holbæk, Vojens og Brønderslev.
Nykøbing Falster har været et af Danmarks største jernbaneknudepunkter - en kort årrække med jernbaner i 6 forskellige retninger, lige så stort som Grindsted, kun overgået af Odense. Oprindelig gennemgangsstation for DSB's strækning Orehoved-Gedser, og gennemgangsstation for privatbanen Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted og udgangspunkt for Lollandsbanen til Nakskov. Fra 1963 da strækningen til Rødby Havn åbnede til 1966 da SNNB blev nedlagt var der spor i 6 retninger. Nu er der spor i 4 retninger - Gedsersporet ligger der endnu, men benyttes ikke.
Nykøbing Falster har været et af Danmarks største jernbaneknudepunkter - en kort årrække med jernbaner i 6 forskellige retninger, lige så stort som Grindsted, kun overgået af Odense. Oprindelig gennemgangsstation for DSB's strækning Orehoved-Gedser, og gennemgangsstation for privatbanen Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted og udgangspunkt for Lollandsbanen til Nakskov. Fra 1963 da strækningen til Rødby Havn åbnede til 1966 da SNNB blev nedlagt var der spor i 6 retninger. Nu er der spor i 4 retninger - Gedsersporet ligger der endnu, men benyttes ikke.
...og på Værslev station, et vestsjællandsk jernbaneknudepunkt, hvor sidebanen til Slagelse var tilsluttet Nordvestbanen til Kalundborg, og desuden endestation for privatbanen Hørve-Værslev.
Nu er stedet kun ubetjent krydsningsstation for Kalundborgbanen, Slagelsesporet fungerer som krydsningsspor, så når man står på stationen ser det ud som om sporet til Slagelse ligger der endnu, men det løber sammen med sporet til Holbæk lidt udenfor stationen. Og stationsbygningen er for længst revet ned.
Nu er stedet kun ubetjent krydsningsstation for Kalundborgbanen, Slagelsesporet fungerer som krydsningsspor, så når man står på stationen ser det ud som om sporet til Slagelse ligger der endnu, men det løber sammen med sporet til Holbæk lidt udenfor stationen. Og stationsbygningen er for længst revet ned.
...og i Brande, det store jernbaneknudepunkt midt på den jyske hede.
Nu er kun den ene af diagonalbanerne tilbage, men stationen fungerer dog, og stationsbygningen ligger der også endnu. Brande er byen der senere blev kendt for sine gavlmalerier.
Nu er kun den ene af diagonalbanerne tilbage, men stationen fungerer dog, og stationsbygningen ligger der også endnu. Brande er byen der senere blev kendt for sine gavlmalerier.
...og som stationsforstander i Kibæk, en stille jernbaneidyl mellem Herning og Skjern.
Også her er den oprindelige stationsbygning nu revet ned.
Også her er den oprindelige stationsbygning nu revet ned.
...og han sluttede sin karriere som stationsforstander i Holme Olstrup, en lille landstation på Lille Syd lidt nord for Næstved. Her var han desuden postmester.
Her er det oprindelige jernbanemiljø så nogenlunde bevaret, og Holme Olstrup er i de senere år gjort landskendt, dels gennem Flemming Jensens »Nissebanden«, dels gennem forlystelsesparken Bon-Bon Land med sine hundeprutter, mågeklatter osv. 
Her er det oprindelige jernbanemiljø så nogenlunde bevaret, og Holme Olstrup er i de senere år gjort landskendt, dels gennem Flemming Jensens »Nissebanden«, dels gennem forlystelsesparken Bon-Bon Land med sine hundeprutter, mågeklatter osv.
Jeg har kørt med de fleste veteranbaner i Danmark, og mange veteranbaner i nabolandene Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Schweiz, Østrig, England og Wales.
Og jeg har besøgt de store jernbanemuseer i bl. a. Odense, Ängelholm, Gävle, Nürnberg, Wien og Luzern.
Her udforsker jernbanenørden en nedlagt jernbanestrækning mellem Årjäng og Bengtsfors i Dalsland i Sverige.
Her udforsker jernbanenørden en nedlagt jernbanestrækning mellem Årjäng og Bengtsfors i Dalsland i Sverige.
På togrejse i Tyskland
På togrejse i Tyskland
De bornholmske jernbaner var som bekendt metersporede, de eneste smalsporede jernbaner i Danmark med normal persontrafik - bortset fra Egtvedbanen og de sønderjyske amtsbaner, som alle blev nedlagt før krigen - der var smalsporede hele deres levetid. De første strækninger af Horsens Vestbaner samt Skagensbanen var oprindelig smalsporede, men blev senere ombygget til normalspor.
Jeg har en bog om De bornholmske Jernbaner med meget detaljerede tegninger af bl. a. banens rullende materiel, stationsbygningerne og plan af sporarealet på samtlige stationer.
Forfatteren skriver i forordet at han har haft to grunde til at skrive den bog. Dels er han jernbaneentusiast, dels har han familiemæssige relationer til Bornholm, idet hans morfar var bornholmer. Disse to egenskaber har han tilfælles med mig.
Der fortælles i bogen en anekdote om en restauratør fra Rønne som en dag skulle rejse med toget til Allinge. Han var nok kommet lidt hovedkuls afsted hjemmefra, uden morgenbitter, og dengang var der ikke toiletter i de bornholmske togvogne. Han sad nu med alvorlige mavekneb og flyttede sig uroligt frem og tilbage på sædet. Da toget rullede ind på Klemensker station, hvor opholdet ville være tilstrækkelig langt til at han kunne nå over i det lille grønmalede hus, stod han forpint parat til at springe af så snart toget holdt. Han nåede lige at hilse stationsmesteren med et tegn, der skulle sikre ham den fornødne tid til sit ærinde.
Imens gik den vilde jagt ude langs skinnerne, hvor portørerne koblede vogne af og på, og da togstammen var manøvreret på plads ved perronen, gav man med høj klar røst klarmeldingen: Færdig!
Herren i det lille hus misforstod det som et spørgsmål til ham, og med bukserne nødtørftigt holdt op åbnede han døren på klem og råbte: »Nej nej, minj sjik'lie, ente ganske, ente ganske!« 😮
Der kom først toiletter i de bornholmske togvogne da man overtog Skagensbanens vogne, efter at den var ombygget til normalspor.
Køllergaarde station anno 2006.
Køllergaarde station anno 2006.
Der har ikke kun været persontrafikstrækningerne på Bornholm, hovedlinien Rønne-Aakirkeby-Nexø og sidelinierne Rønne-Allinge-Sandvig og Aakirkeby-Gudhjem. Der har også været små industribaner.
I 1963 var jeg med skolen på Bornholm og vi boede på Hasle vandrehjem hos Svend Boss, som også er et kendt navn i bushistoriske kredse. Han havde sin egen buspark af herlige klassiske busser, de fleste var benzindrevne, og havde derfor nummerplader med JA og 4-cifrede numre.
Jeg kan tydeligt huske at der gik et jernbanespor lige forbi vandrehjemmet og sydpå langs stranden. Dengang vidste jeg ikke hvad det var for en bane, for jeg vidste at Hasle var en af de få bornholmske købstæder, som aldrig havde været tilknyttet øens jernbanenet. Jeg har flere gange som voksen været på det samme sted, og da var sporene væk. Jeg er senere blevet klar over at det var et industrispor fra Hasle havn til Hasle Klinker og Charmottestensfabrik, og de skinner ligger nu i busvognmand Jørgen Andersens have i Smørum.
Industribanen på Hasle havn under Sildefesten 1959.
Industribanen på Hasle havn under Sildefesten 1959.
Også denne banestrækning fra Viborg til Løgstør har samvittighedsløse slyngler nu ødelagt. Det er som om det giver ubegrænsede mængder af prestige at ødelægge sit lands kulturarv. Det gælder ikke mindst Slagelse kommunes vanvidspolitikere, som er helt udenfor pædagogisk rækkevidde, og hvis ødelæggelse af landsdelens jernbaner har fået katastrofalt uoverskuelige konsekvenser pga. det overdimensionerede store misfoster af en kommune efter sidste kommunalreform. Ødelæggelsesprocessen har fundet sted undet det skabagtige navn »Fodsporet«.
Her kører jeg på skinnecykel på Løgstørbanen.
Her kører jeg på skinnecykel på Løgstørbanen.
Slagelse-vandalernes hærgen...
Og så har Nordeafonden oven i købet misbrugt sine midler til at finansiere ødelæggelsen af den danske kulturarv . Føj for satan!
Men vi lever jo i et land, hvor samvittighedsløse slamberter uden videre stjæler Guldhornene og smelter dem om, saver hovedet af Den lille Havfrue, oversprøjter Jellingestenen med grafitti, river jernbanespor op, destruerer nummerplader og stjæler bronzefigurer fra gravsten på kirkegården.
Sådan ser der ud i Dalmose efter at vandalerne har været der.
Sådan ser der ud i Dalmose efter at vandalerne har været der.
Jernbanemuseet i Odense har misforstået sin opgave. De tror at det er deres opgave at skrotte den danske kulturarv, ikke at bevare den. De er tydeligvis blevet påvirket af statsmagtens ansvarsløse omgang med nummerplader. Når museumsfolkene har set sig gal på et stykke uerstattelig kulturarv - det være sig et lokomotiv eller en bus - så tilbyder de på skrømt klenodiet til en privat jernbaneklub eller til Bushistorisk Selskab. Og samtidig stiller de helt urealistiske krav om en tidshorisont for istandsættelse. Krav som de med sikkerhed ved ikke kan opfyldes. På den måde sikrer de sig at den danske kulturarv går uhjælpelig tabt for eftertiden, og det giver dem en dårlig undskyldning for at vaske deres hænder. Føj 😠 .
I 2009 faldt Gedserbanen - den tidligere så vigtige forbindelse mellem det østlige Danmark og kontinentet - som offer for jernbanenedlægningen. Man havde i de senere år systematisk udsultet banen og skåret driften ned til eet enkelt dagligt tog i hver retning. Og man havde omhyggeligt sørget for at toget lige netop ikke passede med færgen. Så kunne man nemlig bruge det som undskyldning for at slagte den at "der ikke var behov for banen".
Gedser station var location for Korsbæk station i Matador. Og Fiskebæk station har skiftet navn til »Ved Vejen« i anledning af at den blev brugt som location til filmatiseringen af Herman Bangs roman af samme navn.
Dronning Alexandrines bror storhertug Friedrich Franz IV residerede på slottet i Schwerin. I kejserriget havde storhertugen haft stor politisk indflydelse, men efter 1. Verdenskrig flygtede han til Danmark. Men han flygtede standsmæssigt. Han rejste i sin egen private jernbanesalonvogn til Warnemünde, hvor den blev rangeret om bord på færgen. Hans søster Alexandrine var rejst til Gedser for at tage imod ham, og hans salonvogn blev koblet efter eksprestoget til København. Her fik han politisk asyl og flyttede ind på Sorgenfri Slot. Mens han boede i Danmark havde han bil, han figurerer i nummerlisten for 1919 med nummeret K3571, men med adresse på Amalienborg, derfor et Københavnernummer.
Opholdet i Danmark kom kun til at vare et års tid, i 1919 flyttede han hjem til Tyskland igen, og tog ophold på slottet i Ludwigslust.
Man må håbe at der vil kunne drives veterantogsdrift på Gedserbanen.
Man må håbe at der vil kunne drives veterantogsdrift på Gedserbanen.
En af Danmarks korteste jernbanestrækninger findes i Ærøskøbing. Den er kun ca. 100 m lang. I 1931 anlagde man jernbanespor på havnen i Ærøskøbing og begyndte at overføre godsvogne med færgen fra Svendborg. Helt frem til 1929 havde man haft planer om at anlægge en egentlig jernbane Marstal-Ærøskøbing-Søby.
Ærø jernbane anno 1974. Driften ophørte 1995.
Ærø jernbane anno 1974. Driften ophørte 1995.
Der var et lignende arrangement i Nykøbing Mors med overførsel af jernbanevogne fra Glyngøre,
...her med et ret spændende jernbanemiljø.
...her med et ret spændende jernbanemiljø.
Mens jeg var på Ærø jævnligt gennem hele min barndom, så var det kun ganske få gange jeg besøgte naboøen Langeland. Jeg var der første gang i sommeren 1962, mens Langelandsbroen var under opførelse. Jeg nåede således lige akkurat at opleve Langelandsbanen på falderebet inden den faldt som offer for den faste forbindelse til øen. Jeg har dog ikke nogen personlig erindring om de langelandske jernbaner, men her er en interessant side om banernes historie, jernbanemateriel, ruetbiler mm.:
Rudkøbing banegård anno 2009. Det er under Langelandsfestivalen, så festivaldeltagerne ankommer med al deres bagage til byen.
Rudkøbing banegård anno 2009. Det er under Langelandsfestivalen, så festivaldeltagerne ankommer med al deres bagage til byen.
Jeg nåede at opleve Fjerritslevbanen i drift 1967, få år før nedlægningen.
Her Halvrimmen station.
Her Halvrimmen station.
60'erne var et sørgeligt årti for den fynske trafik. I løbet af disse år mistede Fyn de fleste af sine jernbanestrækninger, heriblandt Kertemindebanen, som havde endestation i Martofte i Stubberup sogn på den nordlige del af halvøen Hindsholm.
Ikke mange danske jernbaner har sluttet så ydmygt så langt ude på landet. Martofte er en lille ubetydelig landsby et par km inde i landet, ca. 10 km syd for Fyns Hoved. Der fandtes tidligere mange idylliske småbyer med tilhørende jernbaner rundt omkring i Europa, men langt de fleste jernbaner er nu væk. Nogle få har overlevet i moderniseret stand, men Danmark har mistet alle sine små baner der endte 'in the middle of nowhere'.
Martofte station anno 2010.
Martofte station anno 2010.
23. maj 1971 var en sørgelig dato i dansk jernbanehistorie. Denne dag nedlagde DSB en række sidebaner på Sjælland og i Jylland, bl. a. de to vestsjællandske randbaner Næstved-Slagelse og Slagelse-Værslev. På sidstnævnte strækning lå Høng, som desuden var udgangspunkt for privatbanen Høng-Tølløse. Direktøren for denne privatbane var en driftig mand og sikrede sig delstrækningen Høng-Slagelse som således blev indlemmet i HTJ. Delstrækningen Høng-Gørlev blev liggende som industrispor til Gørlev sukkerfabrik. På strækningen Gørlev-Værslev blev sporene efterhånden taget op.
På jernbaneterrænet i Gørlev har tiden stået stille siden 1971. Sporarealet ligger endnu som en velgørende tidslomme med et par gamle godsvogne stående. Gudskelov er man ikke faldet for fristelsen til at rive sporene op til fordel for et eller andet skabagtigt og politisk korrekt anlæg på stedet, og om sommeren kører der enkelte veterantog til Gørlev. 
På jernbaneterrænet i Gørlev har tiden stået stille siden 1971. Sporarealet ligger endnu som en velgørende tidslomme med et par gamle godsvogne stående. Gudskelov er man ikke faldet for fristelsen til at rive sporene op til fordel for et eller andet skabagtigt og politisk korrekt anlæg på stedet, og om sommeren kører der enkelte veterantog til Gørlev.
Tidligere havde så godt som hver by med jernbanestation og havn også en havnebane, så jernbanevognene kunne køre ned på havnen og ud på molen, og godset kunne omlæsses direkte mellem jernbane og skib. Nu er næsten alle danske havnebaner væk.
En af de få danske havnebyer der har bevaret sin havnebane intakt er Køge.
Her kører en Triangel motorvogn på Køge havnebane.
Her kører en Triangel motorvogn på Køge havnebane.
Danmarks eneste "bjergbane" er havnebanen i Lemvig. Byen - der også er kendt som tegneseriens »Lidenlund« - ligger på et stejlt skrånende terræn ned mod Limfjorden. Den øvre del af byen, hvor jernbanestationen ligger, er betydelig højere beliggende end den nedre del af byen ved havnen, så niveauforskellen er stor. Lemvig station er i sig selv en rebroussementsstation - dvs. at de to grene af jernbanen mod hhv. Vemb og Thyborøn går ud fra stationen til samme side og derefter forgrener sporet sig til to sider. Når toget kommer fra Vemb, så 'bakker' det når det skal videre mod Thyborøn, og omvendt.
Havnebanen fortsætter til den modsatte side end hovedsporene, men på havnebanen er der også et rebroussement for at overvinde niveauforskellen. Vejen fra den øvre del af byen ned mod havnen overvinder niveauforskellen v. hj. a. hårnålesving - et af de få steder i Danmark hvor det findes.
I Gudhjem på Bornholm lå stationen også højt over havet. Også her er der hårnålesving ned til byen, men der har aldrig været havnebane.
Og så findes Victoria Street Station ikke kun i London, men også på disse kanter. Det er nærmere betegnet et trinbræt mellem Lemvig og Thyborøn, som på denne spøgefulde måde er opkaldt efter den nærliggende vej Viktoriavej.
Glumsø station i »Frøken Nitouche«
Filmen »Frøken Nitouche« med Dirch Passer og Lone Hertz i hovedrollerne foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor jernbanen, hesten og væltepetercyklen var de vigtigste transportmidler, men inden bilerne var kommet frem. Det er formentlig Næstved der er modellen til byen med klostret og garderhusarkasernen. Charlotte (Lone Hertz) skal rejse til København for at blive gift, og organisten Celestin/Floridor (Dirch Passer) skal ledsage hende på rejsen. I stedet går de i teatret om aftenen, og om natten kommer de ud for en masse hæsblæsende oplevelser med garderhusarerne. Da de hen på morgenstunden godt forslåede vender hjem til klostret igen, skal de jo give en forklaring på hvorfor de er kommet tilbage. Lone Hertz finder da på at sige at hun undervejs fortrød, så de stod af toget i Glumsø og gik hele vejen tilbage. Og Dirch Passer supplerer med et par statistiske oplysninger om Glumsø: »127 indbyggere, kroen lukket, dum lille by.«
Dette er en anakronisme. Jernbanen op gennem Susålandet via Glumsø fra Næstved til Ringsted blev først anlagt så sent som i 1920'erne som led i den Midtsjællandske Jernbane, så på det tidspunkt hvor filmen skal foregå gik der slet ikke nogen jernbane gennem Glumsø. Så det var fysisk umuligt at stå af toget i Glumsø, da der ikke eksisterede nogen jernbane i byen.
Manuskriptforfatteren må have regnet på, hvor det ville være realistisk at afbryde rejsen fra Næstved til København. Glumsø er en af de første stationer man kommer til efter Næstved, og der er ikke længere end at man teoretisk kunne gå hele vejen tilbage. Og det lader da også til at priorinden tror på den.
Men det er altsammen ud fra de forudsætninger vi har i dag, hvor togrejsen fra Næstved til København går via Ringsted-Roskilde. Tilbage i 1800-tallet gik togrejsen fra Næstved til København via Køge-Roskilde, så hvis Charlotte dengang havde sagt at hun var stået af toget i Glumsø, kan det godt være at priorinden havde fattet mistanke og sagt: »Du kan umuligt have stået af toget i Glumsø, for der går slet ingen jernbane igennem Glumsø!«
Der er heldigvis steder i verden hvor man forstår at tage vare på sin kulturarv. Jeg har været på Isle of Man og kørt med de smalsporede jernbaner Manx Electric Railway (3' 0") Douglas-Laxey-Ramsey, Snaefell Mountain Railway (3' 6") og den berømte hestesporvej langs strandpromenaden i øens hovedby Douglas (3' 0").
Isle of Man er en spændende ø mellem England og Irland, ca. på størrelse med Bornholm. Øen har desuden den dampdrevne Isle of Man Railway samt rester af The Ramsey Pier Tramway på molen i Ramsey.
Øens 'rigsvåben', som både findes på nummerpladerne og mønterne, forestiller tre bøjede ben som stråler ud til hver side. Øens valgsprog som også står på mønterne er latin og lyder: Quocunque jeceris stabit, og det betyder: Whereever you throw it, it will stand, dvs. hvor end du kaster det hen vil det stå. Dette hentyder også til den trebenede figur.
Snaefell Mountain Railway.
Snaefell Mountain Railway.
Welsh Highland Heritage Railway går fra Porthmadog, hvor den står i forbindelse med Ffestiniog Railway, op over Snowdon bjergmassivet, til Caernarfon. Den oprindelige bane lukkede i 1936, men nu er den blevet genetableret i sin fulde længde. Frivillige har udført arbejdet, som har kostet 28 mill. £. De sidste 25 miles er nylig blevet åbnet, så banen nu igen kan nydes på hele den naturskønne strækning.
Så det er heller ikke for sent at rette op på nogle af fortidens synder i Danmark og genetablere nogle af de jernbanestrækninger, som ondsindede tosser har nedlagt.
Grækenland har ikke noget særlig tæt jernbanenet. Athen har to banegårde, Larissabanegården og Peloponnesbanegården. De ligger lige ved siden af hinanden - Larissabanegården er endestation for den normalsporede hovedlinie op gennem Grækenland til Larissa, et jernbaneknudepunkt i det centrale Grækenland, og Peloponnesbanegården er endestation for den metersporede Peloponnesbane, som går på en bro over Korintherkanalen og rundt langs kysten på halvøen Peloponnes.
Jeg har rejst med Peloponesbanen fra Athen til Mykene.
Jeg har rejst med Peloponesbanen fra Athen til Mykene.
I de gamle kommunistiske lande i Østeuropa var dampdrift endnu almindelig. I hele det gamle Sovjetunionen og Finland er sporvidden 1524 mm.
Damplokomotiv i Tallinn
Damplokomotiv i Tallinn
Jeg har besøgt verdens største modeljernbane anlæg, Miniature Wunderwelt i Hamburg, som er indrettet på flere etager i et gammelt pakhus ved havnen i den bydel der hedder Speicherstadt.
Anlægget er delt op i flere afdelinger med landskaber og bygninger fra USA, Skandinavien, Tyskland, Østrig og Schweiz.
http://www.miniatur-wunderland.de/
Her er vi i Kiruna i Nordsverige.
Her er vi i Kiruna i Nordsverige.
Selfkantbahn går i det allervestligste Tyskland, nær grænsen til Holland. Selfkant er navnet på en kommune, som også tidligere lagde havn til kredsen, Selfkantkreis Geilenkirchen med kredsbogstaverne GK. Nu hører området undet Kreis Heinsberg med kredsbogstaverne HS.
En kaffetår på Selfkantbahn.
En kaffetår på Selfkantbahn.
Kuckucksbähnel går mellem Neustadt a. d. Weinstraße og Elmstein i Rheinland-Pfalz.
I remisen i Neustadt bor der en kat, som holder remisen fri for mus. Det er ikke bare en missekat, men en RE-misekat.
I remisen i Neustadt bor der en kat, som holder remisen fri for mus. Det er ikke bare en missekat, men en RE-misekat.
Wasserballastbahn i Wiesbaden
En helt speciel jernbane er bjergbanen Nerobergbahn i Wiesbaden i Tyskland. Det er en Wasserballastbahn, dvs. at drivkraften er vægten af det vand som toget medfører som ballast.
Hver af de to vogne har en vandtank, vognene er forbundet med en kæde, og som ved mange andre bjergbaner kører de to vogne skiftevis op og ned og mødes midtvejs. Når toget holder ved endestationerne får vognen ved bjergstationen fyldt sin vandtank, mens vognen ved dalstationen får tømt sin tank. Således er det hele tiden den vogn på vej ned der er den tungeste, den drives så ned ved hjælp af af tyngdekraften, og den trækker så samtidig den anden op.
Vandet bliver hver dag pumpet op i en stor tank oppe på bjerget, hvorfra det fyldes på togets tanke. Det koster selvfølgelig noget energi, men hvis det var kommet fra en kilde oppe på bjerget havde drivkraften været gratis.
http://www.nerobergbahn.de/
En anden noget speciel bjergbane i Tyskland er Oberweißbacher Bergbahn i nærheden af Saalfeld i Thüringen. Den forbinder to jernbanestrækninger i forskelligt niveau. Mens den var i normal drift transporterede den togvogne mellem dalstrækningen og bjergstrækningen ved hjælp af denne 'skæve' vogn. Både nede i dalen og oppe på bjerget blev togvognene via en drejeskive ført hen ovenpå bjergbanens vogn og kørt op eller ned. Nu har banen kun turistmæssig betydning.
http://www.oberweissbacher-bergbahn.com/
Selve bjergbanen er bredsporet (1800 mm).
Selve bjergbanen er bredsporet (1800 mm).
I Norge har jeg bl. a. kørt med Setesdalsbanen, som udgår fra Grovane på Sydkysten og stopper brat på dette sted et stykke oppe i den naturskønne Setesdal.
Setesdalsbanen er smalsporet, 1067 mm - det mest almindelige smalspor i Norge. Det er den sporvidde der også kaldes Kapspor, fordi den er meget almindelig i Kapprovinsen i Sydafrika.
Setesdalsbanen er smalsporet, 1067 mm - det mest almindelige smalspor i Norge. Det er den sporvidde der også kaldes Kapspor, fordi den er meget almindelig i Kapprovinsen i Sydafrika.
Sverige har haft en del smalsporede jernbanestrækninger med sporvidden 891 mm (3 svenske fod), bl. a. alle de - desværre nu nedlagte - ölandske og gotlandske jernbaner. En af de længste smalsporede jernbanestrækninger er Smalspåret som udgår fra Växjö og nordøstpå gennem Småland ud til kysten ved Västervik (från Glasriket til Blå Kusten).
http://www.smalsparet.nu/
Undervejs krydser den to normalsporede jernbaner, den ene på en viadukt i Hultsfred, den anden i niveau i Åseda.
Et af de jernbanemæssigt mest spændende punkter i Sverige er der hvor Smalspåret i niveau krydser den normalsporede jernbane Nybro-Vetlanda inde under en viadukt i Åseda.
Et af de jernbanemæssigt mest spændende punkter i Sverige er der hvor Smalspåret i niveau krydser den normalsporede jernbane Nybro-Vetlanda inde under en viadukt i Åseda.
På flere af mine Sverigeskort som jeg har haft gennem årene har der været afsat en lille industribane lidt nord for Perstorp ved den lille landsby Köpinge i »Snaphaneland« i det nordlige Skåne. Den så spændende ud, og jeg har længe haft lyst til at se den ved selvsyn. På et tidspunkt gjorde jeg alvor af det og fandt frem til den. Og senere har jeg gennem et svensk jernbaneforum på internettet fået at vide at det var en tørvebane. http://www.jvmv2.se/forum/index.php?id=16918
Banen havde sporvidden 600 mm, var ca. 5 km lang og havde et par sidespor ude i mosen. Endnu så sent som i 2004 var den i drift.
Den skånske forfatter Fritiof Nilsson »Piraten« var født og opvokset i Vollsjö inde midt i Skåne, hvor hans far var stins, dvs. stationsforstander (en sammentrækning af stationsinspektör). Jernbanen, og især pumphuset spillede en vigtig rolle i hans fortællinger.
Tidligere har Skåne haft Europas tætteste jernbanenet, men jernbanedøden er gået hårdt ud over Sveriges sydligste landskab, og denne strækning Eslöv-Bjärsjölagård-Tomelilla blev nedlagt relativt sent, i 1981.
Et lille stykke jernbaneterræn i Vollsjö omkring pumphuset er bevaret.
Et lille stykke jernbaneterræn i Vollsjö omkring pumphuset er bevaret.
Jernbaneulykken på Bornholm 1936
En meget
spektankulær jernbaneulykke fandt sted på Bornholm på min
fødselsdag 22. juli 1936, præcis 16 år før jeg blev født. Et
tungt lastet godstog på ca. 20 vogne var på vej fra Rønne mod
Allinge. I Nyker blev toget rangeret ind på et sidespor ved
mejeriet, hvor et par vogne skulle frakobles. Da ekspeditricen –
dvs. den kvindelige stationsleder – konstaterede at toget var vel
ankommet til Nyker ringede hun til Rønne N – den station hvor
sporet forgrenede sig mod hhv. Nexø og Allinge – og meldte klart
spor mellem Rønne N og Nyker.
Men
stationsforstanderen på Rønne N havde fri, så en ung
trafikassistent var alene om at passe stationen, og han var ude på
perronen for at ekspedere to krydsende tog, et tog fra Nexø mod
Rønne H og et persontog fuld at turister der skulle mod Allinge, så
han hørte ikke telefonen. Lokoføreren på toget mod Allinge var
utålmodig efter at komme afsted, men han fik ikke lov til at køre,
da assistenten ikke havde modtagen nogen klarmelding fra Nyker.
Pludselig opdagede
togpersonalet at godstoget i Nyker begyndte at rulle baglæns ud ad
sporet mod Rønne, og da der var temmelig kraftigt fald ned mod Rønne
fik vognene hurtigt god fart på. Ekspeditricen skyndte sig at ringe
vedvarende til Rønne N for at advare, og denne gang hørte
trafikassistenten telefonen og modtog advarslen. Han skyndte sig at
bringe advarslen videre til Rønne H, hvorefter han dirigerede det
ventende persontog over på Nexøsporet, og dermed udenfor farezonen.
På Rønne H gik
en anden trafikassistent straks i gang med at træffe forberedelser
til at afværge den værst tænkelige katastrofe. Han satte et
sporskifte i ”saks”, dvs. at det løbske godstog ville blive
afsporet når det nåede sporskiftet. Umiddelbart efter kom godstoget
buldrende, vognene blev afsporet en efter en og fortsatte ind i en
nærliggende remise, hvor alt blev smadret. Men takket være
trafikassistentens snarrådige indsats blev ulykkens omfang trods alt
begrænset til materielle skader. Ingen personer kom noget til.
Trafikassistenten
på Rønne H fik senere et guldur som tak for sin indsats. Men det
øvrige stationspersonale kunne i ligeså høj grad have fortjent en
belønning.
Ingen blev tiltalt
som ansvarlig for ulykken, som formentlig først og fremmest skyldtes
banens ledelse. Godstoget var underbemandet, idet togpersonalet kun
bestod at tre mand, lokoføreren, fyrbøderen og en portør, men der
burde have været en bremser for hver tredie eller fjerde vogn til at
betjene skruebremserne ved ophold på stationerne. En anden
medvirkende årsag kan have været at toget var overlæsset, så
fjedrene var helt i bund, hvorved bremseklodserne ikke havde
tilstrækkelig kontakt med hjulene.
Det var held i
uheld at stationsforstanderen på Rønne N havde fri, for når han
var i tjeneste plejede hans kone at sidde på kontoret og passe
telefonen, og hvis hun havde modtaget klarmeldingen fra Nyker var
persontoget til Allinge blevet sendt af sted, og så ville det have
kollideret med det løbske godstog ude på linien med en katastrofe
til følge.
Banernes
driftsleder Milner sad på ulykkestidspunktet ovre på hotellet og
spillede kort, og tjeneren bragte ham meddelelsen om at et løbsk
godstog var på vej mod Rønne. Derefter skyndte tjeneren sig over
til stationen og filmede ulykken. Fra ledelsens side forsøgte man
sidenhen at kaste et glemslens slør over den uheldige episode, og
Milner købte filmen af tjeneren for at hindre at den blev vist.
Tjeneren havde dog forinden sikret sig en kopi af filmen, og den
overlod han mange år senere til Rønne Bibliotek.
Fyrbøderen på
godstoget hed Schou, som også er mit bornholmske mellemnavn, og som
røber min bornholmske afstamning. Lokoføreren på toget mod Allinge
hed Lindgren, og delte dermed navn med den store svenske
børnebogsforfatter, mor til Pippi Langstrømpe, Emil fra Lönneberg
og mange flere.
Trelleborgs gl. færgestation
Min søsterdatter har frisørsalon i København http://www.hoskaren.dk/hos_Karen/HJEM.html ,
men bor i Trelleborg i Sverige. Og da de købte huset i Östergatan blev de klar over at det er en gammel jernbanestation. Ifølge et gammelt kort i bogen »Vid en landsväg« var det Färjehamnsstationen som var beliggende på dette sted. Så hun fører jernbanetraditonerne videre i familien.
Nørdinteresse for køreplaner
Frederik IX interesserede sig meget for jernbaner - og især for køreplaner. Han kunne hele DSB's køreplan udenad - ligesom Egon Olsen i »Olsenbanden på sporet«. I modsætning til Egon havde han dog ikke noget praktisk formål med at have tilegnet sig denne viden - det var ude lukkende nørdinteresse. Skidegodt, Frederik!Et par år før sin død kom han kørende i sin bil på Østbanegade i København lige langs med jernbanen. Så kom der et tog. Og han vidste lige nøjagtig hvad tid det tog planmæssigt skulle være på det sted, han havde mistanke om at toget ikke var rettidigt, og så ville han lige orientere sig om situationen. Ikke fordi han havde nogen som helst praktisk brug for at vide det - udelukkende af nørdinteresse. Idet han kiggede på sit ur, og således havde opmærksomheden bortledt fra trafikken et kort øjeblik, kørte han galt med bilen. Ingen kom dog noget alvorligt til ved uheldet, men der skete nogen materiel skade på hans fine Bentley.
Da han nu var konge, så var det beundringsværdigt at han havde den dybe interesse for jernbaner og køreplaner som han gik op i med liv og sjæl. Havde det derimod været en betydelig større personlighed end kongen der var kommet sådan af sted, så havde publikum fået en kærkommen lejlighed til at lade sig fylde med hellig forargelse over hvor galt det kan gå, når man driver en nørdinteresse så langt ud i detaljen.
Man burde rejse på ferie til Peru
Her kører nemlig et par af Østbanens Y-togsæt, som efter at være blevet kasseret af Overflodsdanmark er blevet eksporteret til Peru, sejlet fra Hamburg til Callao, og nu kører i Andesbjergene, på strækningen fra Lima til Galera, som er verdens næsthøjest beliggende jernbanestation (4781 m o. havet - kun overgået af en station i Kina).
Togene kører endnu med Østbanens originale farver og logo (det liggende Y) og med destinationsskiltene »Fakse Ladeplads«, »Særtog«, »Roskilde«, »medtager ikke passagerer« osv.
Der er ingen bomme eller signaler ved overskæringerne, så der gøres flittigt brug af kompressorhornet undervejs. I gennemsnit bliver der dræbt 2 personer på denne strækning om måneden! Foran det ordinære tog kører en motortrolje for at afpatruljere sporet for bjergskred eller andre skader.
Som Tintin-læser har man historien »Soltemplet« i frisk erindring, hvor Tintin, Terry og kaptajn Haddock kommer ud for nervepirrende oplevelser i toget på strækningen Santa Clara-Jauga. Tintin læser i en brochure at denne togstrækning er den højeste i verden med en stigning på mange tusind meter. Her optræder også en motortrojle som henter dem ude på strækningen efter at de under dramatiske omstændigheder med nød og næppe er sluppet ud af en løbsk togvogn som forbryderne har koblet af toget.
Også som Anders And-læser har man stiftet bekendtskab med Peru og indianerne i Andesbjergene i Carl Barks-klassikeren »De firkantede æg fra Peru«.
|
|
 |
|
|
|